Randers fandt gnisten i pausen
Colin Todd, Randers' træner, ville ikke afsløre, hvad han sagde til sine spillere i pausen. Uanset hvad virkede det.
Randers lignede et hold, der måske nok kunne ane målet, men ikke havde midlerne til at nå derhen i 1. halvleg.
Spillet var ustruktureret, og spillerne manglede generelt evnerne til at omsætte spillet til chancer og flot spil. Den udlægning var Randers-træner Colin Todd enig i.
”1. halvleg var skuffende, vi havde ikke den rette appetit og vilje. Vi ventede på, at tingene skulle ud vikle sig i 1. halvleg, men det var godt at komme tilbage fra være bagud 0-1 og vinde,” sagde han.
Pausen ændrede alt
Selv om FC Midtjylland kort inde i 2. halvleg havde et skud på stolpen, så gik der blot tre minutter, før Randers havde udlignet.
Det var en stor hjælp, indrømmede matchvinder Alexander Fischer efter kampen, som så stor forskel på sit og holdets to halvlege.
”Vi manglede energi og vilje i 1. halvleg. Det fandt vi frem i pausen, og så fik vi den hurtige scoring, og derfra havde vi vel chancer til både 3-1 og 4-1,” mente kantspilleren og kaldte 2. halvleg ”godkendt”.
Savnede arbejdsmoralen
Colin Todd savnede især én ting fra sin spillere i den første halvdel af kampen; arbejdsmoral. Og den er udslagsgivende for hans hold, forklarede han.
”Holdet har masser af evner, men uden arbejdsmoral kan vi ikke gøre de ting, vi vil, og det så vi i 1. halvleg,” forklarede han og varmede sig over sit holds hurtige scoring i 2. halvleg:
”Mål ændrer kampe, og det var en stor bonus for os at score lige efter pausen.”
Næste stop, pokalfinalen?
Alexander Fischer, der afgjorde torsdagens pokalkamp, tror på, at semifinalen ikke bliver sidste stop i pokalturneringen for Randers.
”Nu er vi i semifinalen. Vi har gode muligheder for at gå videre, vi har masser af selvtillid og tro på det,” sagde han.
Semifinalerne i pokalturneringen spilles først til foråret, hvor Randers kan møde Brøndby, Esbjerg eller vinderen af den sidste kvartfinale mellem OB-Horsens, som spilles om en uge i Odense.