Lyngby ærgrede sig over "lorte-mål"
Bundholdet udfordrede FC København i første halvleg, som sluttede fatalt.
I 44 minutter spillede Lyngby lige op med mesteren for FC København på hjemmebane – ja var endda tæt på føring i flere omgange – men så skete det.
Som så mange gange før dukkede Dame N’Doye op på rette sted og scorede. Denne gang til 1-0 for FC København få øjeblikke inden pause.
Sur over "lorte-mål"
Det ærgrede naturligvis Lyngbys træner, Niels Frederiksen, der måtte se sit hold tabe 1-3 til FCK.
”Skal man have point mod FC København, skal man helst have succes på alle parametre og have marginalerne med sig. Det havde vi ikke i første halvleg, hvor vi ellers havde momenter til at score. Og så kommer det lorte-mål at gå i kabinen på. Det blev udslagsgivende,” erkendte han.
Dårlig statistik
Dermed har Lyngby fortsat seks point op til den rette side af nedrykningsstregen og Sønderjyske, men Haderslev-klubben kan dog øge afstanden med point mod AGF mandag. Men i Lyngby ved man dog godt, at det ikke er mod FC København at man kan forvente point.
”Vi spillede en ok kamp, og der er mange andre hold, der taber til FC København i løbet af sæsonen,” sagde Frederiksen.
Lyngby har i øvrigt ikke fået point mod FCK siden 2001, da Poul Hansen var træner.