Champions League er langt væk for FCK
Med nederlaget til FC Nordsjælland er det ikke længere realistisk, at FC København slutter i top-to.
Mesterskabet var realistisk set allerede uden for FC Københavns rækkevidde inden søndagens kamp.
Men nu er andenpladsen det stort set også.
Det står klart efter FC Københavns nederlag på 0-1 til FC Nordsjælland på Farum Park. Det er væsentligt i en liga, hvor andenpladsen også giver kvalifikationskampe til Champions League, som FCK har kalkuleret med at nå. Faktisk kan det forsvarende mesterhold sende en venlig tanke til FC Vestsjælland, der er skyld i, at FCK stadig er godt med i kampen om bronze.
Tredjepladsen kunne Brøndby have taget med en sejr over oprykkeren, men nu er de to ærkerivaler lige inden ”The New Firm” i Parken næste søndag.
Tam indsats
Men FC København ligner nu heller ikke et medaljehold i denne tid. Indsatsen i Farum var tam, og først i perioder af anden halvleg viste holdet offensiv vilje og en smule kvalitet. Den havde Andreas Cornelius bare ikke, når han fik chancerne. Han var uskarp, som han har været i det meste af det uforløste forår.
FC Nordsjælland stillede med et midterforsvar, der tilsammen lige netop er fyldt 40 år i skikkelse af Andreas Maxsø og Pascal Gregor. Også med det i betragtning var det skuffende, hvor lidt FC København formåede at presse modstanderens forsvar.
Det unge makkerpar spillede i øvrigt fremragende. Først i tillægstiden af de første 45 minutter skabte holdet noget, der kunne betegnes som en målchance. Det skete ved højrekanten Christian Bolanos, der er ved at finde formen ovenpå en skrækkelig sæson. Costaricaneren både kreerede og afsluttede og viste glimtvis sit gamle jeg.
Selvmål af målmand
FC Nordsjælland har nu heller ikke selv sprudlet offensivt på det seneste.
Det er nu ni ligakampe siden, at holdet har scoret mere end et mål i en kamp. Men det skal de nu ikke høre for lige efter en sejr over mesteren.
Ikke desto mindre har holdet savnet en skarp boksangriber, men Morten Nordstrand, der har savnet sin bedste form, bidrog stærkt til sejren, da han blev skiftet ind. Hans hovedstødsforsøg ramte stolpen og derefter målmand Kim Christensen, inden bolden listede sig få centimeter over stregen.
Han vikarierede for førstemålmanden Johan Wiland, der igen var blevet skadet op til en kamp grundet rygproblemer.
Tiltrængt oprejsning
Christensen viste dog ingen tegn på rust i sin første sæsonoptræden. Han viftede fornemt bolden over mål, da Mario Ticinovic med et lob fra kanten af feltet var tæt på at score på kampens flotteste detalje. Og målmanden kunne dårligt lastes for det uheldige selvmål.
For FC Nordsjælland var der tale om tiltrængt oprejsning for den seneste svage præstation i Haderslev.
FCN ligger nummer fem, og selvom Esbjerg kan tage denne position tilbage mandag, er Farum-holdet med i spillet om det yderste mandat til kvalifikationen i Europa League. Lillebroderen til Champions League bliver formentlig også FC Københavns eneste mulighed for international aktivitet til efteråret. Men det er en deltagelse, man sætter større pris på i Farum end i Parken.