Fortsæt til indhold
Fodbold

Andreas Laudrup vil til udlandet igen

FC Nordsjælland-spilleren er ikke blevet skræmt efter et ophold uden ret meget spilletid i fransk fodbold.

Ritzau

Fodboldspilleren Andreas Laudrup er klar til endnu et ophold i udlandet.

FC Nordsjælland-spilleren var i foråret udlejet til den franske klub Saint-Etienne, og selvom spilletiden var yderst begrænset, er han klar til at tage af sted igen.

- Jeg vil gerne ud igen, men nu får vi se, hvilke planer FC Nordsjælland har med mig. Dem kender jeg endnu ikke. Og jeg ved heller ikke, hvor meget FCN vil forlange for mig, siger Andreas Laudrup til Politiken.

- Blot ved jeg, at jeg skal møde til træning 17. juni. Og bliver jeg ikke solgt, så spiller og kæmper jeg for FCN, siger han.

Den 22-årige offensivspiller mener, at han fik meget ud af opholdet i fransk fodbold.

- Det halve år i Frankrig har udviklet mig fra stor dreng til en voksen mand, siger Andreas Laudrup.