*

FCM

Lyngby standsede Midtjyllands vilde stime

Efter fem sejre i de seneste fem Superliga-kampe var FC Midtjylland heldige med at få et point i Lyngby.

Mikkel Rygaard (tv.) både scorede og assisterede i kampen mod FC Midtjylland. Foto: Lars Poulsen

Lyngby BK-FC Midtjylland 2-2 (2-1)

Vurdering:

Lyngby: 7

FC Midtjylland: 6

Dommer, Jakob Kehlet: 6

Kampens spillere:

Lyngby: Mikkel Rygaard, 8

FCM: Jakob Poulsen: 6

Det lærte vi:

Lyngby ligner mere og mere det hold, der forrige sæson spillede sig til bronzemedaljer. 

Detaljen:

Mayron George var med sin fart og fysik en konstant udfordring for FC Midtjyllands bagerste rækker. 

For første gang i halvanden måned forlod FC Midtjylland banen uden en sejr, da det blev til 2-2 mod et hårdtkæmpende og velspillende Lyngby-mandskab.

At det skulle blive Lyngby, der lykkedes med at stoppe Midtjyllands vilde stime, var en overraskelse, men den nye Lyngby-tæner, Thomas Nørgaard, har fået ny energi ind i de kongeblå, og efter en svær sæsonstart ligner Lyngby mere og mere det hold, som i forrige sæson spillede sig til en overraskende tredjeplads. 

Under David Nielsen var assistenten Thomas Nørgaard sjældent i fokus og mere var kendt som den snu taktikker, mens David Nielsen var den højtråbende og dominerende skikkelse på sidelinjen. I dag er Nørgaard gestikulerende og højtråbende fra sin plads længst fremme på Lyngbys bænk. 

Syv point var det blevet til i Nørgaards første tre kampe inden kampen mod Midtjylland. Men hverken FC København, AGF eller OB er for tiden på FC Midtjyllands niveau. De midtjyske spillere har siden formationsændringen til 3-4-3 været som en flok ulve i en blodrus, hvor modstanderne har lignet skræmte får på flugt og er blevet ædt én efter én. Før søndagens kamp havde midtjyderne inklusiv pokalturneringen vundet de seneste syv kampe med en samlet målscore på 27-4.

Søndag eftermiddag havde fårene imidlertid længe held med flugten. Selvom Midtjylland i begyndelsen af kampen via Mikkel Duelunds pandebrask fik bragt sig foran, så formåede Lyngby at udnytte resterne fra stormen Ingolf, der sendte en stiv vind ind i ryggen af Lyngby-spillerne hele første halvleg. Vinden resulterede i flere pudsige situationer, hvor høje bolde vendte om i luften og snød flere spillere i duellerne,

Efter Duelunds 0-1 scoring efter 11 minutter fik Lyngby lagt presset højere op på Midtjyllands banehalvdel, og pludselig virkede ulvene hverken sultne eller målrettede i deres jagt på flere point. Lyngbys angriber Mayron George blev midt i halvlegen nedlagt af FCM-keeper Jesper Hansen og fik tildelt, det der lignede, et tyndt straffespark, som Mikkel Rygaard omsatte sikkert.

Et par minutter senere fandt en velspillende Rygaard påny en fri Mayron George, der med en fiks vending på kanten af feltet sendte Midtjyllands defensiv ud efter grillpølser, hvorefter det costa ricanske fartmonster bankede bolden op i målhjørnet. Ulvene var sendt til tælling. 

I anden halvleg var det Midtjyllands tur til at nyde godt af Ingolfs krampetrækninger, og allerede få minutter inde i anden halvleg blev vinden udslagsgivende. FC Midtjyllands anfører, Jakob Poulsen, sendte et indadskruet hjørnespark mod bagerste område, og båret af vinden traf bolden bagerste stolpe, før den ramte Lasse Fosgaard bagpå og endte i netmaskerne. 

Lyngby kæmpede imidlertid stædig i mod, og da Mayron George i to identiske situationer trak to gule kort på Midtjyllands Zsolt Korcsmar, havde Lyngby pludselig over 20 minutter i overtal, og så betød midtjysk medvind pludselig mindre. 

Lyngbys Bror Blum og senere Kim Ojo fik begge gyldne mulighed for at spidde ulvene endegyldigt, men de helkiksede begge forsøget, og det hele endte derfor 2-2 i Lyngby, hvor der blev sat en foreløbig stopper for ulvenes ædeorgie.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
FC Midtjylland
Annonce
TV anbefaler
Annonce
Sport

Tilmeld dig Tipsbladet.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Tipsbladet.dk
Ingen information tilgængelig
Klub:
Fødselsdato:
Højde:
Vægt:
Trøjenummer:
Position:
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her