Fortsæt til indhold
Fodbold

FCM-træner: En vanvittig afslutning

FCM's kamp mod AGF udviklede sig dramatisk, og Glen Riddersholm er skuffet på trods af en flot 3-2-sejr.

Ritzau

FC Midtjylland slog AGF på hjemmebane mandag aften, men glæden var ganske begrænset efter kampen.

AaB stjal nemlig et enkelt point i de døende sekunder i kampen mod Randers FC, og dermed kommer FCM ikke i Europa League efter sommerferien.

FC Midtjyllands cheftræner, Glen Riddersholm, er da også noget nedslået efter kampen, hvor det stod klart, at midtjyderne må nøjes med en sjetteplads i denne sæson.

-Da Erik (Sviatchenko red.) satte bolden ind til 3-2, der vidste vi, at AaB var bagud 1-2. Lige pludselig hørte vi så, at der var scoret til 2-2 i Aalborg.

Fantastisk forår

- Så det var jo en helt vanvittig afslutning, og selvfølgelig er vi skuffede, siger Glen Riddersholm og evaluerer sæsonen således:

-Vi kan se tilbage på et fantastisk forår, som vi virkelig kan bygge videre på. Men da vi underpræsterede i efteråret, giver det så den her sjetteplads i en historisk tæt Superliga.

Søndagens vanvittige kamp, som altså endte med en Midtjylland-sejr på 3-2 over AGF, bragte dog en smule glæde tilbage hos cheftræneren.

Han er efter kampen især tilfreds med det offensive spil, som hans mandskab lagde for dagen.

Fortjent sejr

- Det var en første halvleg, hvor vi totalt dominerede. Vi spillede virkelig god fodbold, og vi scorede et fantastisk mål.

- I anden halvleg lukkede vi så igen to mål ind helt unødvendigt. Men ser man kampen i et helt perspektiv, er det en fuldt fortjent sejr til os, siger Glen Riddersholm.

/ritzau/