Fortsæt til indhold
Fodbold

FCK-forsvarer: Vi overraskede mange

Trods nederlaget til Juventus lød optimistiske toner fra FC København efterfølgende.

Jannick Rasmussen Jyllands-Postens udsendte medarbejder

Torino

Ganske vist tabte FC København 1-3 til Juventus i Torino, men i modsætning til de foregående udekampe i efterårets Champions League spillede det danske hold en rolle til sent i kampen.

Efter en time var stillingen 1-1, og på en dag, da Juventus ikke tilspillede sig så mange åbne målchancer, blev de to straffespark til italienerne afgørende.

”Jeg tror, at vi overraskede mange. Vi matchede dem godt, og de fik ikke mange chancer i løbet af kampen. Præstationen var ganske god, men det var irriterende, at vi lukkede tre mål ind,” sagde FCK-forsvareren Ragnar Sigurdsson efter kampen.

Fremgang fra tidligere nederlag

Han så klar fremgang i forhold til nederlagene til Real Madrid og Galatasaray på fremmed græs.

”Det var vores bedste udekamp. Nu var det vores femte kamp i Champions League i dette efterår, og efter de fire første er vi inde i det rette tempo nu. Vi tager det hele ind og er blevet mere vant til niveauet,” forklarede islændingen.

Han glæder sig nu over, at FCK stadig har chancen for at spille sig i Europa League til foråret. Det sker med en sejr over Real Madrid i Parken. Spanieren er allerede sikret gruppens førsteplads.

”Jeg ser frem til kampen, og min familie kommer og ser den. Det bliver fedt at spille mod Real i Parken, og vi går efter sejren for at være sikker på tredjepladsen. Jeg tror, at Real Madrid vil give hvile til nogle af deres stamspillere, men de har også stærke spillere på bænken,” lød hans vurdering.

FC København kan sikre sig tredjepladsen med uafgjort, hvis Galatasaray taber sin afsluttende hjemmekamp til Juventus. De resterende kampe spilles 10. december.