Ståle om keeperkiks: Det er YouTube-materiale
Et bizart selvmål kostede FC København muligheden for tre point mod Esbjerg.
Et af Superligaens hidtil mest besynderlige scoringer i sæsonen faldt søndag aften i kampen mellem Esbjerg og FC København.
Da Olof Mellberg efter 17 minutter spillede tilbage til Johan Wiland i FCK-målet, sparkede Wiland med et hårdt indersidespark bolden direkte ind på sin tilbagestormende landsmand Mellbergs fod, så bolden røg direkte ind i det tomme mål.
Den tidligere scoring betød, at de forsvarende danske mestre måtte kæmpe sig tilbage i kampen og først efter 70 minutters spil kunne sikre sig uafgjort efter et afrettet langskud fra Rurik Gislason.
Rammer den helt forkert
Efter kampen havde cheftræner Ståle Solbakken da også svært ved at abstrahere fra sin målmands uheldige rolle ved Esbjergs scoring.
"Det er YouTube-materiale. En type som Johan ved, han skal være bedre. Han har været mere stabil tidligere. Men nu må han bare sørge for at være mental stærk, så han kommer tilbage," sagde Ståle Solbakken til Canal 9.
Den 32-årige målmand var heller ikke sen til at klandre sig selv.
"Jeg synes, vi virkede klar til kamp, men kommer ikke rigtig i gang i 1. halvleg. I 2. halvleg kommer vi i gang og får også scoret til 1-1. Jeg er selvfølgelig ikke tilfreds med 1-1, og slet ikke tilfreds med, hvordan de får deres mål – for det er min skyld. Jeg ville have spillet Lars (Jacobsen, red.), men rammer Olof – og så var der selvmål," siger Johan Wiland til FCK's hjemmeside.
Det uafgjorte resultat betyder, at FC København ligger på en midlertidig tredjeplads i Superligaen med ni point op til førerholdet FC Midtjylland.