Ståle stoppede ikke FCK's krise
FCK er stadig under nedrykningsstregen efter skuffende resultat mod oprykker.
Hjemmebanefordel. En oprykker som modstander. Og Ståle Solbakken tilbage i trænersædet.
Alt var lagt i ovnen til FC Københavns første sæsonsejr.
Men den udeblev også i det sjette forsøg. FC Vestsjælland fik point for femte gang og fik overraskende 1-1 i Danmarks Nationalarena. Ikke engang en drømmestart kunne hjælpe FCK, der dermed fortsat ligger under nedrykningsstregen. En tidlig føring blev aldrig afsæt til et stort comeback for Ståle Solbakken.
Overvældende modtagelse
Således var det helt fortjent, at oprykkeren fik point.
Modtagelsen af manden, der skal agere frelser i fansenes øjne, var tæt på overvældende.
”He's got no hair, but we don't care, Ståle Solbakken' gjaldede det fra tribunerne i den store hyldest til den hjemvendte helt.
Han havde blot haft tre træningsseancer med truppen, og forventede man store revolutioner i holdopstillingen, blev man skuffet.
Debutmål
At Ståle Solbakken havde valgt at give debut til klubbens nye angriber, Fanendo Adi, var kun ventet. At han ikke behøver nogen større tilvænning for at begå sig i Superligaen, satte han en fed streg under, inden han havde optrådt for klubben i seks minutter.
Et perfekt gennemspillet angreb iscenesat af Christian Bolanos og Lars Jacobsen endte i et perfekt luftlag i straffesparksfeltet. Et smæld mellem læder og Adis pande senere var hans første scoring en realitet. 1-0 til FC København.
Han viste i det hele taget lovende takter. Kvik i boldopfattelsen, god placeringsevne og stærk, så tankerne ledtes hen imod Dame N'Doye. Men som tiden skred frem, faldt han ud af kampen.
Fumlede med bolden
Havde det været en normal sæson havde en tidlig føring på hjemmebane været lig med sikker sejr til FCK. Men tilstanden er ikke normal i denne sæson. Og modstanderen ved, at FCK er til at udfordre i denne periode. FC Vestsjælland havde intet væsen gjort af sig på dette tidspunkt, men Rasmus Festersen tog nogle meter med bolden på FCK's banehalvdel og afsluttede fra 20 meter.
Et af de skud som Johan Wiland normalt vil gribe for at sætte bolden i angreb i samme moment. Men svenskeren fumlede i stedet bolden over målstregen til 1-1.
Scoringen fik FC København til at miste optimismen fra kampens begyndelse, og pludselig stod udeholdet godt organiseret og afviste det meste. Og var endda selv farligst. To gange i første halvleg burde Slagelse-holdet have bragt sig foran, og særligt Thiago Pinto Borges' friløber skulle have været sendt i mål.
FCK angreb
FC København var i denne del af kampen farligst efter hjørnespark, hvor Olaf Mellberg to gange headede over mål. Men retfærdige 1-1 ved pausen.
I anden halvleg angreb FCK ned mod sin stemningstribune og kvitterede ved at lægge et tungt pres fra begyndelsen.
Det var ren overlevelse for FC Vestsjælland, der gang på gang måtte ty til frelsende hjørnespark. I andre situationer agerede målmand, Tomas Mikkelsen, en sidste sikker skanse, der flot bevarede roen.
Åben skudveksling
Siden fik FC Vestsjælland flyttet spillet længere frem på banen, og til tider var det en åben slagudveksling med muligheder i begge ender. Igen måtte man anerkende oprykkeren, der viser sig at være kompetent modstand for alle i rækken.
I slutfasen havde begge hold gigantiske chancer for et sejrsmål, men uafgjort var en fair udgang, som udeholdet naturligvis kunne være mest tilfreds med.
FCK må væbne dig med tålmodighed, inden Ståle-effekten viser sig.