*

FCK

Solbakken om derby-nederlag: Det er et knæk

Ifølge FCK’s manager kommer spillerne til at høre mange overdrivelser den kommende uge.

»Det bliver svært at løfte spillerne mentalt op, fordi vi skal også spille i Europa og jagte de andre hold i superligaen,« sagde Ståle Solbakken efter nederlaget til Brøndby. Foto: Jens Dresling

To derby-nederlag i træk. Det er sjældent, at man kan skrive de ord og påklistre dem FC København, men det er den aktuelle situation, da det forsvarende danske mesterhold for anden gang på tre måneder tabte 1-0 til Brøndby. Dermed befinder FC København sig aktuelt på en femteplads. Et point efter Hobro, med samme pointantal som Horsens og 11 af slagsen op til Brøndby på førstepladsen.

»Det var et stort knæk for os. Det var det. Vi har spillet mange gode kampe og præsteret godt over lang tid. Det var kun Lyngby-kampen, som var dårlig set over en lang periode, så det var helt bestemt et knæk for os. Det bliver svært at løfte spillerne mentalt op, fordi vi skal også spille i Europa og jagte de andre hold i Superligaen,« siger Ståle Solbakken og uddyber.

Jeg tror overhovedet ikke, at der er sket en magtoverdragelse i dansk fodbold.
Ståle Solbakken, FCK-manager

»Vi er i en fase, som FCK ikke har været i i mange år, når vi skal jagte så mange andre hold. Vi må bare tackle det som voksne mænd. Det er fodbold, er sket før, og nu er det sket for os.«

Ikke en magtoverdragelse

Mens man i Brøndby ikke er meget for at tale om sig selv som mesterskabskandidater, var Solbakken mere klar i mælet på spørgsmålet om, hvem han nævner som aktuelle favoritter til guldet og svarede kontant »FC Midtjylland og Brøndby.«

Men den norske manager, der har stået i spidsen for de to seneste danske mesterskabshold, så ikke det danske fodboldlandskab ændre sig set fra den helt høje helikopter på grund af Brøndbys 1-0-sejr.

»Jeg tror overhovedet ikke, at der er sket en magtoverdragelse i dansk fodbold. Vi har Boilesen, Verbic, Santander, Erik Johansson, Gregus ude, ligesom Ankersen og Falk kun har spillet 30 pct. af kampene, så det er en kortsigtet, tabloid indgang at påstå det. Jeg sagde til spillerne i omklædningsrummet, at de kommer til at høre på mange overdrivelser i den kommende uge. At de er landets største lortespillere og lignende. Sådanne perioder kommer, og der skal de være stærke,« siger Solbakken.

Ifølge Rasmus Falk befinder FCK sig i en svær tid.

»Det er en lortesituation lige nu. Vi forholder os til den, og vi kender tabellen. Heldigvis er der mange kampe igen, men det er da hamrende frustrerende. Vi havde håbet at kunne kravle tættere på dem og ikke omvendt,« siger han.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
FC København
Annonce
Annonce
TV anbefaler
Sport

Tilmeld dig Tipsbladet.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Tipsbladet.dk
Ingen information tilgængelig
Klub:
Fødselsdato:
Højde:
Vægt:
Trøjenummer:
Position:
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her