Esbjerg tester svensker som mulig ny keeper
Den 22-årige svensker Viktor Noring kommer måske til at blive Lukas Hradeckys afløser hos pokalvinderne.
Efter at have set profilen Lukas Hradecky skifte til Brøndby leder Esbjerg efter en ny målmand, og måske valget falder på den 22-årige svensker Viktor Noring.
I de kommende tre dage er Viktor Noring til prøvetræning hos pokalvinderne, som sluttede på en flot fjerdeplads i Superligaen i sidste sæson.
- Viktor Noring er en målmand, jeg har fulgt i en årrække helt tilbage til hans tidlige år i Trelleborg. Han er høj, god i feltet, en dygtig igangsætter og kommunikerer godt med sit forsvar.
Har været udlejet
- Han skal under opholdet i Esbjerg vise, at han har det niveau, han havde for halvandet år siden, eller at han vil kunne nå det i løbet af kort tid, siger træner Niels Frederiksen i en pressemeddelelse.
Noring har spillet i Trelleborg siden 2007 og har i to perioder i 2012 og 2013 været udlejet til henholdsvis Malmö FF og Celtic i Skotland - uden succes.
Målmanden er ikke den eneste spiller, der er til prøvetræning. Det er den 25-årige midterforsvarer Tobias Feisthammel, som Esbjerg har fået anbefalet af tyske kontakter, også.