Pokalfighter: Meget stolt
Esbjergs Magnus Lekven fik ikke kun en guldmedalje med hjem fra eftermiddagens pokalfinale.
Det er oftest ikke spillerne, der spiller på den centrale, defensive midtbane, der trækker de store overskrifter. Oftest er det dog dem, der er de vigtigste spillere på et succesrigt fodboldhold.
Hvorfor det forholder sig sådan, fik tilskuerne til eftermiddagens pokalfinale syn for. Her spillede Esbjergs norske midtbanespiller Magnus Lekven en så god kamp, at han blev kåret til årets pokalfighter.
»Det er fantastisk, og jeg er meget stolt over det,« sagde nordmanden efter kampen om den specielle hæder, han modtog for sin indsats.
Magnus Lekven kom til Esbjerg inden denne sæson fra Odd Grenland i hjemlandet.
En jævn kamp
For 25-årige Lekven var nøglen til Esbjergs sejr i pokalfinalen, at holdet var mere kynisk foran mål end modstanderne fra Randers.
»Det var en meget jævn kamp, hvor begge hold formåede at presse hinanden i løbet af kampen. Jeg fornemmede, at det hold, der ville score det første mål også ville vinde kampen. Det gjorde vi, og så stod vi godt defensivt efterfølgende,« sagde han.
Magnus Lekven betonede også vigtigheden af, at Esbjerg havde krammet på østjyderne i duelspillet for dagens pokaltriumf.
Vinder de tætte kampe
I det hele taget har Esbjerg haft et fremragende forår, hvor holdet, foruden succes i pokalturneringen, også er kravlet op fra en position i nærhed af nedrykningsstregen til en aktuel femteplads.
For Magnus Lekven er forklaringen på det faktum, at holdet i foråret har vundet de kampe, som har været tætte.
»Vi har fået point i kampe, som har været lige på vippen. Der har vi typisk fået tre point i foråret, og det rykker noget, når ligaen er så jævnbyrdig, som den er,« sagde han.
Magnus Lekven har spillet tre landskampe for Norge.