Endelig! Pokaltriumf til Esbjerg
For første gang i 37 år vandt Esbjerg pokalturneringen med en 1-0 sejr over Randers FC i finalen.
Så skete det! Esbjerg Fb har igen vundet en pokal.
Ikke siden 1979, da klubben vandt Danmarksmesterskabet, var det sket. Fire pokalfinaler var blevet tabt i træk. To inden for de seneste syv år, men denne Kristi Himmelfartsdag var Parken igen fuld af vestjyder, der med armene om hinanden fik Parkens tribuner til at gynge.
Dermed kulminerede dette utrolige forår for Esbjerg med en pokaltriumf. Det er forårets hold i Superligaen, og denne, nye generation af Esbjerg-spillere kan nu også kalde sig pokalmestre efter en snæver 1-0 sejr over Randers i finalen.
Youssef Toutouh blev matchvinder med sit mål efter 54 minutter. Sejren var en smule heldig, for helt nøgternt var Randers bedst i 70 af pokalfinalens 90 minutter.
Jysk invasion
I timerne op til kampen skulle man ikke bevæge sig meget rundt på Østerbro i København, før man mødte nogle jyder med lyseblå parykker eller blå og hvidstribede trøjer. Nogle mere berusede end andre. Få med en reel risiko for ikke at kunne bevæge sig de sidste 100 meter mod Parken på grund af dagens alkoholrige indtag.
»Der er eddermame mange jyder i Staden,« som en Randers-tilhænger sagde uden for stadion.
Inde i Parken var det en helt igennem positiv, og fantastisk atmosfære. Det er nogle år siden, at der har været så mange tilhængere til en pokalfinale, hvor et af holdene ikke har været FC København.
Randers classic
Randers FC håndterede den store kulisse bedst. Og det på klassisk Randers-manér. Flad bagkæde, to spillere i centrum af banen, der knokler og løber samt to yderst direkte angribere i Ronnie Schwartz og Nicolai Brock-Madsen.
Det gav Jonas Kampen en stor chance efter et frispark, som Esbjerg slet ikke var klar på. Især ikke Magnus Lekven. Pludselig stod Kamper helt fri i højre side af straffe, og hans skud traf det øverste af overliggeren.
Randers fortsatte, mens Esbjergs spillere virkede nervøse eller på en eller anden måde forkert sat op til kampen. Kian Hansen i Esbjergs midterforsvar gled i Parkens fedtede græs, på grund af Justin Bieber-koncerten, og så var Ronnie Schwartz helt fri ved straffesparkspletten. Hans skød dog lige i favnen på Lukas Hradecky. I det 33. minut havde Nicolai Brock-Madsen et godt hovedstød efter et indlæg af Chris Sørensen og forlængelse af Christian Keller, men det gik lige forbi.
Esbjerg med fart og mod
Man tænkte, at dette ikke ville gå godt for Esbjerg, hvis kampbilledet fortsatte hele opgøret. Vestjyderne klarede dog 0-0 til pausen, og så var det et helt andet Esbjerg-hold, som kom på banen til 2. halvleg. Med fart, idéer og mod.
Davidson Drobo-Ampen tvang en flot redning ud af David Ousted efter en standardsituation, og få minutter senere kom 1-0 målet til Esbjerg.
Martin Braithwaite havde været totalt fraværende i hele 1. halvleg, men pludselig slog han et fint indlæg, som Youssef Toutouh selvfølgeligt headede i mål. En utrolig udvikling Toutouhs karriere har taget i det år, han har været lejet af Esbjerg i FC København.
Han var ikke i nærheden af holdet i FCK, men han er blot blevet bedre og bedre med sæsonen i Esbjerg. Nu lå han på alle fire som mulig matchvinder i en pokalfinale med 13.000 vilde vestjyder på de tre tribuner omkring sig.
Mesterlig redning
I minutterne efter forsøgte Esbjerg at lukrere på momentummet og udbygge føringen, men det skete ikke. Derefter begyndte vestjyderne at håbe. På at minutterne ville gå uden en Randers-scoring og på at et stort fokus på en solid defensiv ville være nok. Randers pressede og sværmede.
Lukas Hradecky reddede mesterligt et skud fra 10 meter, og i de sidste minutter kom den vragede anfører Nicolai Høgh endda på banen. Han og resten af Esbjerg-holdet kunne juble, da dommer Kenn Hansen endelig fløjtede af. For dette Esbjerg præsterede noget, som ingen i klubben har gjort i 34 år, og nu skal Esbjerg spille Europa League efter at have været akut nedrykningstruet i vinterpausen. En helt igennem vild udvikling dette hold har været igennem.