Fortsæt til indhold
Fodbold

Jan Kristiansen klar til lønnedgang i Brøndby

Jan Kristansen ved godt, at den næste kontrakt han indgår, næppe bliver lige så lukrativ, som den han skrev under på med Brøndby i 2008.

ole hoffskov, tipsbladet.dk

Jan Kristiansen er en af Superligaens bedst betalte spillere, og det har han været, siden han skrev kontrakt med Brøndby i sommeren 2008.

Men siden er det lille ord ”finanskrise” for alvor blevet et hverdagsord i Danmark og resten af verden, og det har medført, at der ikke længere er midler til at holde lønfest rundt om i Superliga-klubberne.

Det gælder i særdeleshed for økonomisk pressede Brøndby, og derfor ved Jan Kristiansen godt, at hvis det skal blive til en forlængelse af kontrakten med de blå-gule, må han finde sig i, at den fremtidige check bliver knap så stor.

- Jeg er realistisk og ved godt, at det ikke er de samme tider, som det var dengang. Jeg skal selvfølgelig sætte mig sammen med min agent og se på, hvad der er af muligheder, og jeg er godt klar over, at det i det marked, der ikke er spillernes, kan tage længere tid end før, så hvis Brøndby her efter den 10. juni kommer med et tilbud, så vil jeg da kigge på det med positive øjne, siger Jan Kristiansen til BT.

Brøndby afholder generalforsamling den 10. juni, og først herefter vil man have det fulde overblik over økonomien i Vestegns-klubben.

Jan Kristiansens kontrakt udløber 30. juni.