Fortsæt til indhold
Fodbold

Brøndby-nedrykning behøver ikke koste 25 mio.

Brøndby er forberedt på nedrykning. Et ansættelsesstop er blandt udsigterne.

Ritzau

Brøndby risikerer ikke nye økonomiske problemer, hvis storklubben skulle rykke ud af Superligaen i denne sæson.

Det fastslår Aldo Petersen, der for nylig var med til at redde Brøndby fra en konkurs i forbindelse med en aktieemission.

- Da vi gik ind i klubben var risikoen for nedrykning 60-70 procent. Det er den stadig, og derfor er vi selvfølgelig forberedte på, at det kan ske, siger Aldo Petersen til Ekstra Bladet.

Ansættelsesstop

Rigmanden glæder sig over, at det for nylig lykkedes Brøndby at få 108,4 millioner kroner i forbindelse med emissionen. Et beløb, der giver lidt at tære på i 1. division.

Hvis nedrykningen bliver en realitet, kommer der et ansættelsesstop i klubben, og hver spiller vil blive vurderet ud fra, hvor løntung vedkommende er.

- Der er allerede sket en trimning gennem de senere år i Brøndby, hvor man har tilpasset sig en ny økonomisk virkelighed, siger Aldo Petersen.

Behøver ikke at koste 25 mio.

Brøndby har budgetteret med, at en nedrykning vil koste 25 millioner kroner, men så dyrt bliver det nødvendigvis ikke.

- 25 millioner kroner er worst case, for som reglerne er, er der noget overlap på eksempelvis tv-penge. Dermed mister klubben ikke penge fra den ene dag til den anden, siger rigmanden.

Brøndby risikerer allerede at rykke ud af Superligaen torsdag aften, hvis klubben taber til FC Nordsjælland, mens AC Horsens vinder over Sønderjyske.

Brøndby har 33 point på næstsidstepladsen, mens AC Horsens har 34 point lige over nedrykningsstregen. Der resterer to spillerunder i Superligaen.

Jyllands-Posten liveblogger fra nedrykningsdramaet i aften. Følg med fra kl. 18.45.