Fortsæt til indhold
Fodbold

Agent: Mike Jensen er færdig i Brøndby

Mike Jensens agent fortæller i dag, at Brøndby-krigeren definitivt forlader Brøndby.

Kim Damsgaard Pedersen, Tipsbladet.dk

Mike Jensens kontrakt med Brøndby udløber til nytår, og da han ikke har været tilfreds med Brøndbys tilbud om en forlængelse, så har alt tydet på et exit for Brøndby-krigeren.

At det bliver det, bekræfter spillerens agent nu, og dermed bliver kampen i dag mod Esbjerg formentlig den næstsidste, han kommer til at spille på Brøndby Stadion i Superligaen.

- Det er definitivt forbi i Brøndby for Mike, i hvert fald i denne omgang. Man ved jo aldrig i fremtiden, siger Mike Jensens agent Per Steffensen til sporten.dk og forklarer om kravene til en kommende arbejdsgiver:

- Det skal være et sted, hvor han kan fortsætte sin udvikling, lære nyt og blive endnu bedre. Vi leder efter en ny klub som opfylder kombinationen højt niveau og spilletid, siger Per Steffensen.

Agenten er ikke interesseret i at snakke om eventuelle tilbud til Mike Jensen. Begge er de dog i gang med at sondere markedet for klubber, der opfylder de kriterier, Mike Jensen har stillet op.