Fortsæt til indhold
Fodbold

Howard: Usundt pres i Brøndby

Mark Howard oplevede meget mere pres fra omgivelserne i Brøndby. Det hæmmer spillernes præstationer, mener han.

Af KIM MICHELSEN, tipsbladet.dk

Mark Howards første bekendtskab med dansk fodbold var i Brøndby, hvor han var i to et halvt år fra sommeren 2006.

I januar i år skiftede han til AGF, og selvom AGF også er en storklub, så er der alligevel forskel i atmosfæren omkring klubberne, mener den engelske forsvarer.

- I Brøndby er der meget mere pres. Så meget mere pres. På fansene og på folk omkring i byen kan man se, at AGF er en stor klub og folk er fodboldgale, men i Brøndby er der meget mere pres på spillerne. Derfor underpræsterer de nogle gange og klarer sig ikke så godt, som de burde, siger Mark Howard til Tipsbladet.

Krav om fyring

Senest tabte Brøndby netop til AGF i en af dansk fodbolds helt store klassikere. Det var Brøndbys tredje nederlag på stribe.

- Hvis de taber to kampe, er der krav om, at folk skal fyres og sådan noget. Jeg synes ikke, at det er måden at lede en fodboldklub. Her er det mere afslappet. Fansene lægger ikke pres på spillerne, men støtter os, hvilket hjælper. Man føler altid pres, især hvis man er i en stor klub, men i Brøndby er det en underlig følelse af pres, forklarer Mark Howard.

Den tidligere Manchester United-spiller var dog i stand til at bruge presset positivt, da han først kom til klubben.

En læreproces

- Det var kun godt for mig, fordi jeg kom som en ung 20-årig spiller og spillede fast, så det var godt for mig som en læreproces. Men det er ikke et godt pres, for at være ærlig. Når man vinder, er det stort, men når man taber er det virkelig dårligt. Sådan er det.

Mark Howard har siddet udenfor med en ankelskade siden begyndelse af august, da han kom til skade efter et sammenstød med OB's Hans Henrik Andreasen.

Leveret af tipsbladet.dk