*

Brøndby

Brøndby går fortsat stille med mesterskabssnakken

Med 1-0-sejren fik Brøndby de første tre superligapoint i Parken siden 2004 og rykkede 11 point foran rivalerne.

Brøndbys Benedikt Röcker og Paulus Arajuuri jubler efter kampen. Med 1-0 over FCK er Brøndby nu 11 point foran de regerende mestre. Foto: Jens Dresling

Brøndby-fans har ikke brølet så højt i Parken i 13 år. Hvis det kan gøre det. Alexander Zorniger, hans stab og spillerne har ikke omfavnet hinanden så hjerteligt efter en kamp. Med sejren på 1-0 over FCK fik Brøndby ikke kun hentet de første tre point i Parken siden 2004. Man tog også førstepladsen tilbage i Superligaen og befinder sig nu 11 point foran ærkerivalerne.

Det er et øjebliksbillede, og vi skal passe på ikke at lade os rive med.
Troels Bech, sportsdirektør i Brøndby

Et resultat, der blev fejret mere end en halv time efter slutfløjtet, hvor Brøndby-fansene stadig sang så højt og taktfast ud over Parken, at Brøndby-spillerne kom ud fra omklædningsrummet igen og deltog i fejringen af den vigtige sejr. Men mere end det vil hverken træner Alexander Zorniger, spillerne eller sportsdirektør Troels Bech ikke kalde det.

»Vi skal vinde kampe. Sæsonen er ikke færdig efter denne kamp. Jeg ser stadigvæk FCK som en stor trussel i mesterskabskampen. De er forsvarende mestre. De er stadig i stand til at vinde fem-seks kampe i træk,« siger Alexander Zorniger.

Johan Larsson var en af de Brøndby-spillere, der ville strække sig længst, uden at tale om mesterskabsdrømme.

FC København - Brøndby 0-1

Vurdering

  • FCK: 6
  • Brøndby: 8
  • Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen, 6

Kampens spillere

  • Carlos Zeca, FCK, 7
  • Christian Nørgaard, Brøndby, 8

Det lærte vi

  • Meget kan ske, men det lignede unægteligt, at Brøndby eliminerende FCK fra mesterskabskampen med sejren i Parken.

Detaljen

  • Både i første og anden halvleg dannede de to fangrupper fælles front med bannere i en protest mod politiet, der havde fastsat kampen til kl.12.00 og nedlagt tifoforbud på grund af, at pindene dertil blev brugt som slagvåben ved seneste derby.

»Lige nu er vi jo bedre end FCK. Tabellen lyver ikke. Vi er et hold i medgang, mens de er i modgang. Vi har en anden kvalitet i denne sæson, hvor vi vinder kampe, selvom vi ikke er på toppen,« siger Brøndbys anfører.

Skal ikke rive sig med

Sejren i Parken var Brøndbys sjette i træk i Superligaen. Mens Brøndby har hentet 18 point i den periode, står FCK noteret for syv. Sportsdirektør Troels Bech mener dog langtfra, at der er sket et magtskifte mellem de klubber til trods for resultatet i Parken og den aktuelle situation.

»Det er et øjebliksbillede, og vi skal passe på ikke at lade os rive med. Jeg er selvfølgelig glad for, at vi i store perioder var bedre i dag. Andre hold havde man afskrevet med 11 points afstand. Men man skal ikke vende ryggen til FCK med de muskler, som de har. Vi skal ikke kun holde øje med FC København, men forsøge at blive lidt bedre hele tiden. Vi bliver hverken nummer et eller to, hvis vi ikke bliver bedre til tingene, end vi var sidste sæson. For mig er det tydeligt, at FC Midtjylland er bedre, og FC Nordsjælland har også på fantastisk vis rykket sig,« siger Troels Bech.

Hvorfor går I alle lidt stille med at tale om det mesterskab?

»Det er primært, fordi det ikke var vores fokus på vej ind til sæsonen. Vores indgang skal ikke ændres af, om vi taber eller vinder et par kampe. Bliver vi mestre, bliver vi rigtig glade, men skulle det være vores dagsorden hele tiden, bliver øjeblikket mindre vigtigt, og det ville være forkert. Vi skal fokusere på nuet. Det var vist også det, som Lynge Jakobsen stod og sagde i sin tid, da alle var efter ham, fordi han ikke stod og råbte mesterskab, mesterskab. Brøndby er et brændt barn af andres og nogle gange også egne forventninger.«

Men skal du ikke forholde dig til, at mesterskabet er muligt i næste transfervindue?

»Jo, men tænk sig, hvis vi kun styrede efter den ene chance for at blive mester. Så tror jeg, at vi ville gentage nogle af de fejl, som andre og sikkert også Brøndby har begået gennem tiderne.«

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Brøndby IF
Annonce
TV anbefaler
Annonce
Sport

Tilmeld dig Tipsbladet.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Tipsbladet.dk
Ingen information tilgængelig
Klub:
Fødselsdato:
Højde:
Vægt:
Trøjenummer:
Position:
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her