Fortsæt til indhold
Fodbold

Lyngby smed AGF ud

Lyngby ekspederede AGF ud af pokalen med en fortjent 3-2-sejr.

AGF havde ændret på fem positioner i forhold til det hold, der vandt 4-2 over OB i Superligaen søndag, og desuden byttet rundt på flere pladser, så det i realiteten kun var tre spillere, som optrådte på samme plads.

[fakta}

Lyngby, som bejler til oprykning til den bedste række, chokerede AGF med et flot mål efter syv minutters spil, da Patrick Mortensen med ryggen til mål løftede bolden op til sit venstreben og flugtede den blødt over AGF’s reservemålmand Emil Ousager.

Pauseføring til AGF

Minuttet efter udlignede David Devdariani for AGF efter et gennemspillet angreb i højre side, og AGF’s pågående georgiske angriber, Mate Vatsadze, fremtvang kort før pausen et straffespark, som Marin Jørgensen sikkert udnyttede.

En pauseføring på 2-1 til AGF så komfortabelt ud, men hjemmeholdets Patrick Mortensen scorede – på fornemt oplæg af Fanol Perdedaj - sit andet mål ti minutter ind i anden halvleg, da ligaholdets forsvar så temmelig passivt ud.

Lyngby fik mere plads

I weekenden tabte Lyngby 0-2 på udebane til FC Hjørring, men en hjemmekamp mod et på papiret bedre mandskab tændte op under Lyngby-spillerne, hvoraf en del har en fortid i den bedste række.

Udligningen så ud til at sløve AGF’s spil, mens Lyngby fik mere og mere plads, godt anført af Fanol Perdedaj på den centrale midtbane og den hurtige fløj, Yusuf Poulsen.

En plads i pokalturneringens kvartfinale stod på spil, og den satte Lyngby sig på, da Yusuf Poulsen snød Mikkel Kirkeskov og trillede Kim Aabech fri til 3-2 godt ti minutter før sidste fløjt.

På dagen lod AGF’s ligahold sig overrumple og for mange af spillerne viste for lidt.

Med sejren kan Lyngby vise sig at blive det eneste hold uden for Superligaen i pokalturneringens kvartfinaler.

OB og Randers videre

Vanløse fra Danmarksserien kunne som ventet intet kunne stille op mod OB. Fynboerne vandt sikkert med 3-0.

I Vejle var et straffesparksmål af Chris Sørensen nok til at sende Randers FC videre med en 1-0-sejr over hjemmeholdet Vejle Boldklub Kolding.