Skideballen blev i omklædningsrummet
Ingen undskyldninger i AGF-lejren efter blamagen mod FC Dila Gori.
Peter Sørensen beherskede sig.
10 minutter efter jammerdalen og 1-2 mod FC Dila Gori tog AGF-træneren imod, men han var klog og kølig nok til ikke at spanke videre på sine spillere foran medie-gribbene.
»Vi har ikke tabt til noget dårligt hold. Men selvfølgelig er jeg skuffet,« indledte AGF-træneren før han fortsatte i en afdæmpet analyse af de begivenheder, der ellers må have rystet ham.
»Vores tidlige scoring mod et ukendt hold gjorde nok, at spillerne blev for tilbagelænede. Vi havde ellers gjort dem klart, at Dila Gori ikke var noget dårligt hold. De var teknisk gode og stærke i de offensive omstillinger,« sagde Peter Sørensen og medgav den journalist, der korrekt påpegede, at det var lidt uheldigt, at gæsterne lige præcis scorede efter to omstillinger.
Tror stadig på samlet sejr
Nok havde Peter Sørensen roser til georgierne, men med udsigt til returkampen medgav han trods alt, at det ikke er AC Milan, der venter i Tblisi.
»Det er ikke et hold, som vi ikke kan slå med to mål,« fastslog Sørensen.
Slukøret blev han afløst på skafottet af Anders Kure. Målscorer til 1-0 og skurk med dårlig opdækning ved den georgiske udligning.
»Jeg følte, at jeg havde styr på ham. Jeg må tage hatten af for et fremragende indlæg, men jo, jeg skulle have dækket ham bedre op. Det nager mig,« sukkede Anders Kure.