AGF står så . . . nogenlunde

Det er i høj grad på to fronter, det lokale superligahold skal vurderes inden forårspremieren mod FC København på søndag. For det første det mentale plan efter et kollektivt blackout i de sidste runder i efteråret.

Det aspekt har trænere, ledere og spillere haft travlt med at beskæftige sig med i Belek i Tyrkiet i sidste uge, og bedømt på indsatsen i de to testkampe virker indstillingen til at holde: Spillerne ser koncentrerede og dedikerede ud, tilsyneladende besluttede på at slette det vage indtryk fra slutfasen af efteråret.

På det spillemæssige område, det andet aspekt, der er målbart, leverede AGF’erne ikke pragtpræstationer, men mere solidt håndværk. I målet er førstevalget nu Emil Ousager efter Steffen Rasmussens skade, der holder ham ude i seks ugers tid. Ousager ser solid ud, han hev flere fine redninger frem, men skal forbedre sit afspil, der til tider kan virke lidt for hektisk.

Tavsheden brudt

Da finnen Petri Pasanen måtte forlade lejren midtvejs af familiære årsager, og da nordmanden Johan Bjørdal samtidig kom sig over lægproblemer, blev det Anders Kure og Bjørdal, der skulle lukke af i den sidste testkamp.

I Bjørdal har AGF fundet en forsvarstype, der konstant dirigerer og opmuntrer sine holdkammerater, og det pynter på et AGF-hold, der de seneste sæsoner har haft tavshed som et varemærke.

På backpositionerne er førstevalgene fremdeles Mikkel Kirkeskov i venstre og Alexander Juel Andersen i højre, om end både Jens Jønsson og Edafe Egbedi kan presse Andersen.

Udvalget på midtbanen er noget større, og det er i det geled og længere fremme, træner Peter Sørensen har de største udfordringer.

Ingen af truppens fire angribere fik spilletid i den sidste test mod Zestafoni fra Georgien, og eneste mulighed som forreste mand er Davit Skhirtladze, der har tyngde til at dække bolden af.

Optimalt set er han bedst som kreatør bag en angriber, men i mangel af bedre spiller han. Også David Devdariani kan skubbes helt frem, da han er en af truppens bedste i spillet med høje bolde.

I mangel af to klarmeldte angribere er AGF nødt til at tænke nyt på midtbanen. Mod OB stillede holdet med fire sideordnede spillere og med en hængende angriber.

Sådan var formationen også i første halvleg af kampen mod Zestafoni. Da var Casper Sloth hængende angriber, men samarbejdet med de to centrale bag ham, Kasper Povlsen og Hjalte Nørregaard, var ikke effektivt nok.

Mere dynamik

Offensivt så det straks mere skarpt ud, da AGF fra starten af anden halvleg rokerede lidt om.

Ind kom Danny Olsen ved siden af Sloth med Kasper Povlsen som oprydder bag dem. Det gav mere dynamik og flere dybdeløb fra både Danny Olsen og Casper Sloth, der er bedre, når han kommer i løb mod feltet end med ryggen til.

Om AGF-træner Peter Sørensen vil fravige sin kædepolitik med fire sideordnede vil vise sig. Måske ikke i den første kamp mod FC København, et hold, der er kendt for at mose sine modstandere, indtil de er møre og laver fejl.

Men hvis AGF – uden deciderede angribere – skal true i den anden ende, kræver det flere folk længere fremme på banen til at støtte Davit Skhirtladze, eller hvem der får tjansen, det kræver flere løb ind i feltet, og det kræver ikke mindst, at fløjene bliver bragt tættere på feltet, så de ikke blot bliver bander i siderne.

I første halvleg mod Zestafoni var Osama Akharraz ene om at udfordre mand mod mand med front mod mål, og det er næppe nok til at ryste så solidt et hold som FC København.

Og netop den kamp søndag mod FC København vil vise, hvordan AGF er kommet ud af efterårets nedtur. På sin vis vil et forventet nederlag være i orden, hvis indsatsen undervejs kan forsvares. Til gengæld har AGF slet ikke råd til, at holdet igen smuldrer. For så kan foråret ende på den værst mulige facon.

I AGF’s omgivelser er ligeud ad landevejen lig med ligegyldighed. Det er enten det helt store eller det dybe fald, og om AGF kan klamre sig fast i den bedste række, vil man få en indikation af søndag. Så AGF står så nogenlunde… indtil videre.