Fortsæt til indhold
Fodbold

Jakob Poulsen træner i AGF

Den tidligere landsholdsspiller Jakob Poulsen træner med i AGF, hvor sportschef Brian Steen Nielsen hurtigt skyder alle spekulationer om en kontrakt ned.

torsten kjems hansen, tipsbladet.dk

Ved dagens AGF-træning er der en ekstra spiller at finde, da Jakob Poulsen deltager i træningen forud for træningsstarten i Monaco i næste uge.

Den tidligere AGF- og landsholdsspiller har haft det svært siden skiftet til Monaco, der i denne sæson er tilbage i den bedste franske række og har styrket sig voldsomt med dyre og dygtige spillere, der lader danskeren i en uhyre svær situation, når det kommer til spilletid.

Det til trods, skal man ikke lægge ret meget i, at han torsdag triller bold i AGF.

- Han stod og græd med sine fodboldstøvler i hånden og bad om at få lov til at træne med. Det kunne vi ikke stå for og gav ham lov, siger AGF-sportschef Brian Steen Nielsen med et grin til tipsbladet.dk.

Kun en vennetjeneste

Og sportschefen skyder i samme vending alle spekulationer ned omkring, at der er tale om mere end en vennetjeneste - lige som at Jakob Poulsen også har trænet med hos FC Midtjylland.

- Det er vel bare at bede om en kopi af hans lønaftale i Monaco - så tror jeg ikke der er så meget mere at spekulere over, lyder det fra sportschefen.

Da Jakob Poulsen i sommeren 2012 blev solgt fra FC Midtjylland til Monaco blev det noteret, at Jakob Poulsen angiveligt tjener omkring fem millioner kroner pr. sæson i Monaco - og det er vel at mærke skattefrit.

Jakob Poulsens klub har forud for sæsonen hentet stjerner som James Rodríguez, Joao Moutinho, Ricardo Carvalho samt stjerneangriberen Radamel Falcao.