AGF-træner: For mange dommer-fejl
Hverken AGF eller FC Midtjylland havde ros til dommeren efter kampen i Aarhus.
FC Midtjylland-træner Glen Riddersholm blev bortvist i slutfasen for at brokke sig, og AGF-træner Peter Sørensen var heller ikke udpræget begejstret for dommer Michael Johansens indsats, da de to klubber spillede 1-1 i Superligaen.
»Vi har tilløb til store chancer, som vi ikke får udnyttet, men også nogle, der bliver annulleret af dommeren, fordi han ikke venter og ser, hvad der sker. Det er irriterende. Den fejl begås ofte, FC Midtjylland havde også et tilfælde, så det er ikke fordi, jeg føler mig personligt ramt,« sagde Peter Sørensen, der kunne se to-tre situationer af samme type: I et gennembrud blev der lavet frispark på en AGF’er, men i stedet for at se, hvad det udviklede sig til, valgte dommeren at stoppe spillet.+
»Man kan give det gule kort bagefter. Det er ærgerligt, når den slags bliver bremset. Men sådan er det nu og da. Jeg har også en gang spillet en dårlig kamp. Sådan kan det gå, det må vi tage med,« sagde AGF-træneren, der ikke kunne se, om hans hold skulle have haft et straffespark i anden halvleg, da Emil Scheels skud traf en modstander i feltet.
Frustreret anfører
Da var AGF kommet tilbage i kampen, og holdet fik et point, selv om FC Midtjylland længe lignede en vinder.
»Jeg er møg-frustreret. Vi spillede en god første halvleg, men det har vi set før. Da de scorede, så begyndte vi at lave fejl i stedet for at losse bolden op og skubbe frem. Denne kamp kendetegner vores sæson. Vi fik et point, vi skulle have haft tre, vi spillede flot fodbold i en time, og så gik vi ned til sidst. Det er sket så mange gange tidligere, og derfor hænger vi i bunden,« forklarede FCM-anfører Kristian Bak Nielsen, som nu kan se frem til en gyser mod Silkeborg i Herning i næste runde.
»Vi skal bare vinde, og havde vi fået tre mod AGF, ville vores selvtillid have været større. Men Silkeborg har det formentlig lige som os, så det bliver to pressede hold, der mødes,« sagde han.