AaB-træner: Vi havde heldet mod Sønderjyske
AaB skulle bruge 70 minutter på at lirke Sønderjyske op, men nordjyderne blev aldrig grebet af panik.
Det var spil til et mål søndag eftermiddag, da AaB besejrede Sønderjyske 2-0. Alligevel skulle kampen helt hen i det 70. minut, før den første scoring faldt - et selvmål af Sønderjyskes Hallgrimur Jonasson.
Men selv om det begyndte at ligne to tabte point på hjemmebane for AaB, så bevarede Superligaens næstbedste hold roen.
- På mange parametre, så var det en lige så stor opgave som den i Parken i sidste uge. Vi var meget dominerende, og så havde vi heldet.
- Det får man nogle gange, hvis man bliver ved med at arbejde hårdt, siger AaB-træner Kent Nielsen.
Ufarligt
Og netop det med at tro på den udlagte plan er man blevet bedre til i AaB, mener klubbens anfører.
- Nøgleordet var tålmodighed, og vi formåede at holde ved. Vi er blevet bedre til ikke at gå i panik, selv om der ikke bliver scoret inden for det første kvarter, siger Rasmus Würtz.
Han medgiver dog, at det søndag til tider blev for tålmodigt og dermed ufarligt.
- I nogle perioder lykkedes det at holde tempoet oppe, mens det i andre perioder gik for langsomt.
- Vi manglede lidt energi i forhold til nogle af de andre kampe, vi har spillet her på stadion, siger Rasmus Würtz.
AaB er med søndagens sejr kun tre point efter FC Midtjylland på førstepladsen.