*

AaB

AaB markerede sig som den sande »storebror« mod Hobro

AaB leverede en af sæsonens bedste præstationer, da »Mål-Pål« og co. blev stoppet.

Der er mange ting, der går imod AaB’s selvforståelse i øjeblikket, så søndagens nordjyske lokalopgør var som udgangspunkt blot endnu et grelt eksempel på traditionsklubbens genvordigheder. Foto: Claus Søndberg/Nordjyske

Der er mange ting, der går imod AaB’s selvforståelse i øjeblikket, så søndagens nordjyske lokalopgør var som udgangspunkt blot endnu et grelt eksempel på traditionsklubbens genvordigheder.

For selvfølgelig burde det være AaB, de firedobbelte mestre, der havde mulighed for at konsolidere en plads i topseks og ikke oprykkerne fra Hobro med et af ligaens laveste budgetter. Ja, Aalborg-holdet burde være den regionale »storebror« på andre parametre end de økonomiske og historiske, men sådan har virkeligheden bare ikke været i denne sæson.

Hobro-træner efter nederlag: Jeg er tilfreds med sæsonen

Så hvad gør man så? Ja, man kan jo for eksempel levere et fremragende løb over en halv banelængde, hvor man glider forbi to medspillere og via et knaldhårdt indlæg skaber et tidligt føringsmål, som AaB-venstrebacken Jakob Ahlmann gjorde efter fire minutter med Frederik Børsting som afslutteren.

Og man kan levere en af sæsonens klart bedre præstationer, indtil man vinder 1-0 over Hobro og henter den første udesejr siden marts 2017 - svarende til 14 kampe.

Fra starten virkede gæsterne som det mest energiske og fokuserede hold i deres iver for at forhindre, at Hobro distancerede dem med ti point i tabellen.

Men så er der jo ham der Pål Kirkevold, eller bare »Mål-Pål«, som nordmanden ganske passende bliver kaldt. Med mindst ét mål i de seneste 11 kampe har Hobro-angriberen nappet en historisk scoringsrekord, og spørgsmålet er, hvor længe den nykårede landsholdsspiller kan blive ved - om han ender som et one-hit wonder a la Thomas Dalsgaard og Mogens Laursen, eller manifesterer sig som en ægte superligastjerne.

Den 26-årige angriber burde i hvert fald have stanget udligningen ind efter et kvarter, men misbrugte chancen, og kun sporadisk imponerede han med sin evigt omflakkende spillestil og instinkt i feltet.

Topscorerens indsats var symptomatisk for Hobro, der mere »forkælede« tilskuerne på det næsten udsolgte stadion med derby-værdige, hårde tacklinger end flydende, offensivt spil.

Efter pausen matchede hjemmeholdet i første omgang bedre AaB’s høje energiniveau, uden at det udmøntede sig i store chancer eller sprudlende spil.

Omvendt modbeviste AaB for en gangs skyld de kritikere, der mener, at holdet ikke spiller direkte nok og fremstår skrøbeligt under pres.

Selv den defensiv, der ofte har virket let at ryste, lukkede effektivt ned for Kirkevold og Vito Hammershøj-Mistrati, der begge har været nogle af efterårets største profiler.

Ja, pludselig lignede det en ægte nordjyske »storebror«, der styrede ganske sikkert mod sejren og med den i hus nærmer sig topseks, som matcher med selvforståelsen.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
AaB
Annonce
Annonce
TV anbefaler
Sport

Tilmeld dig Tipsbladet.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Tipsbladet.dk
Ingen information tilgængelig
Klub:
Fødselsdato:
Højde:
Vægt:
Trøjenummer:
Position:
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her