*

Superliga

AGF ligner et hold i frit fald

FC Nordsjælland vandt 4-1 i Aarhus og overtog igen førstepladsen, mens AGF nu har tabt tre kampe med David Nielsen som træner.

FCN er tilbage på førstepladsen efter storsejren i Aarhus. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Kampen
  • AGF-FC Nordsjælland 1-4
  • AGF: 3
  • FCN: 7
  • Dommer: Morten Krogh,
  • Kampens spillere
  • Kasper Junker, AGF, 6
  • Runar Alex Runarsson, FCN, 8
Det lignede noget, de havde set før på Ceres Park og ikke noget, de brød sig synderligt om: Et par nærgående forsøg fra AGF i de første fem minutter, men så, en to, tre, så lå bolden i hjemmeholdets mål. Syv minutter gik der, inden Fc Nordsjælland splittede AGF’s forsvar med en simpel manøvre.

En kvik vending af spillet, bolden ind centralt til Mads Aaquist, derfra ud på højre fløj til backen Karlo Bartolec, videre første gang fladt ind til Ernst Asante, en følt inderside. 0-1.

AGF-træner David Nielsen havde for anden gang i tre kampe valgt at lade Morten ”Duncan” Rasmussen indlede på bænken, han prioriterede hurtighed i Kasper Junker og ville gerne have Tobias Sana ind centralt som spilopbygger. Med skader til både Adama Guira og Daniel A. Pedersen, voksne typer, blev U19-spilleren Benjamin Hvidt placeret ved siden af Mustafa Amini.

Spørgsmålet var hvordan AGF ville reagere efter 0-1? Godt 10 minutter senere kom svaret. Anfører Pierre Kanstrup sneg sig ind foran FCN-målmand Runar Alex Runarsson og baksede bolden i mål med hovedet til 1-1. 

FC Nordsjælland forsatte med et kvikt positionsspil, ofte hjulpet af et sjusket hjemmehold, der spillede temmelig risikabelt i forsvaret. Duelstyrke besad AGF mest af, men de kvikke fødder – og hurtigere tanker – klæbede til de rødklædte spillere fra Farum.

Slut: FCN tog en sikker sejr i Aarhus

En af forårets bedste ligaspillere, Emiliano Marcones, brændte på usædvanlig vis en stor mulighed midt for mål efter endnu et skarpt indlæg fra Karlo Bartolec, men det rådede Mathias Jensen bod på fem minutter før pausen, da han fladt sparkede bolden i mål. AGF’erne var på det tidspunkt spillet baglæns via kvikt fløjspil, og holdet nåede slet ikke at møde Mathias Jensen.

Men derfor skulle AGF-målmand Aleksandar Jovanovic alligevel have været ude ved stolpen og puffet kuglen væk.

I det meste af første halvleg blev AGF’s backs udstillet, ofte kom de i undertal, da hverken Frederik Møller eller Jens Stage fik voldsomt meget assistance af de nærmeste holdkammerater på kanterne. I pausen reagerede AGF-træner David Nielsen, da han smed Morten ”Duncan” Rasmussen på banen og trak Jakob Ankersen ned som venstre wingback i stedet for Frederik Møller.

Inden ændringerne havde slået igennem, sparkede Emiliano Marcondes et frispark – begået af Benjamin Hvidt på kanten af feltet -  op i det ene målhjørne til en 3-1-føring.

Midtvejs i anden halvleg fik AGF – efter at have skiftet over til en 3-5-2-formation – en gylden mulighed for at komme tilbage i kampen. Benjamin Hansen hev Kasper Junker ned i feltet, men Morten ”Duncan” Rasmussen sparkede svagt på Runar Alex Runarsson, som reddede.

Kasper Junker, AGF’s bedste på dagen, fik et forsøg snuppet af den islandske målmand kort efter, og et kvarter før tid blev AGF snydt for endnu et straffespark, da Martin Spelmann fra en meters afstand sparkede på mål. På stregen brugte Patrick Mtiliga begge hænder til at blokere bolden, som røg over på stolpen og i spil igen, en aktion, som dommertrioen ikke så. Og hvis de havde, formentlig ville have takseret til både straffespark og direkte rødt.

Minuttet senere fik FC Nordsjælland til gengæld tilkendt et straffespark, da Jakob Ankersen tilsyneladende kantede Karlo Bartolec i feltet. AGF’erne protesterede forgæves, og så hamrede Emiliano Marcondes bolden ind til 4-1.

AGF kom ind til kampen med tre nederlag i træk på eget græs; 1-4 mod Randers FC, 0-3 mod FC Midtjylland og senest 0-2 mod Lyngby, en serie, der satte direkte spor i opbakningen på tribunerne.

Da David Nielsen for første gang stod i spidsen for AGF på Ceres Park  mødte næsten 10.000 nysgerrige op. I aftes var der 5.173. Efter trænerskiftet i Aarhus-klubben – begrundet i manglende resultater – har AGF under David Nielsen tabt tre kampe med tilsammen 1-10. AGF ligner et hold i frit fald.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV anbefaler
Annonce
Sport

Tilmeld dig Tipsbladet.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Tipsbladet.dk
SUPERLIGAKLUBBER
Læs alt om din klub
Ingen information tilgængelig
Klub:
Fødselsdato:
Højde:
Vægt:
Trøjenummer:
Position:
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her