*

Superliga

Talentfabrikken stækkede OB's drøm om et gennembrud

Nederlaget til FCN beviste, at OB har lige så store udfordringer som ambitioner.

OB mødte mandag FC Nordsjælland i Odense. Foto: Tim Kildeborg Jensen. Foto: Tim Kildeborg Jensen

Superligafans - både i og uden for Fyn - har haft sommeren til at gruble over, om denne sæson kan føre til gennembruddet for »det nye OB«. For ambitionerne er store, selvom holdet balancerede på kanten af nedrykning i fjor og siden »kun« har købt én ny profil.

Målet om en plads i top seks virkede imidlertid langt væk i Odense mandag aften, hvor hjemmeholdets pasningsspil var mere omfattende end kvalitetsfyldt, og defensiven fejlede i FC Nordsjællands 2-1 udesejr.

De positive tegn har ellers været der længe. I foråret var OB ligaens tredjebedste hold, da det boldbesiddende spil endelig begyndte at fungere, mens særligt Rasmus Jönsson og Jóan Símun Edmundsson strålede.

At holdet alligevel endte i bunden, skyldtes ikke mindst ineffektiviteten blandt de forreste folk. Anders K. Jakobsen scorede for eksempel to mål i hele sæsonen, og derfor er Niklas Helenius hentet ind efter en stærk sæson i Silkeborg.

Angriberen var mere ivrig end effektiv i sin debut, hvor han og angrebsmakkeren »AK« flere gange fik tilskuerne til at brøle i frustration over misforståelser og dårlige touch på bolden, indtil duoen pludselig viste klassen.

Inden da havde FC Nordsjælland imponeret mest i holdets første kamp uden sidste års superligatopscorer og en af sæsonens bedste midtbanespillere, da Marcus Ingvartsen og Stanislav Lobotka i løbet af ugen skiftede til Genk og Celta Vigo.

Så er det godt, at talentfabrikken stadig har folk som U21-landsholdsspilleren Mathias Jensen, der både kan styre spillet og levere knivskarpe assists. Det beviste midtbanespilleren, da han efter lidt over tyve minutter fra midtercirklen sendte lynhurtige Ernest Asante afsted i dybden på fremragende vis. Ghaneseren var mere målrettet end en ukarakteristisk tøvende OB-keeper Sten Grytebust, der kunne se bolden blive løftet over ham til 1-0.

OB kombinerede sig nydeligt, men ufarligt rundt på banen, mens gæsterne var anderledes energiske i deres direkte kontraangreb.Efter pausen viste fynboerne sporadisk mere vilje, og så var det, at Helenius først satte sig igennem med en flot hovedstødsmulighed, inden Anders K. Jakobsen lige efter stangede udligningen frem efter endnu et kælent indlæg fra Jönsson.

Èn smart hjørnesparkskombination senere skød FCN-backen Karlo Bartolec behersket en ripost i nettet, mens fynboerne bandende måtte erkende, at defensiven var for skrøbelig, mens offensiv var for fantasiløs.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV anbefaler
Annonce
Sport

Tilmeld dig Tipsbladet.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Tipsbladet.dk
SUPERLIGAKLUBBER
Læs alt om din klub
Ingen information tilgængelig
Klub:
Fødselsdato:
Højde:
Vægt:
Trøjenummer:
Position:
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her