Fortsæt til indhold
Fodbold

Daniel Agger forsvarer Bendtner

Ifølge Agger er det i sagerne mod Nicklas Bendtner blevet udnyttet, at angriberen er "nem at skyde på".

Hærværk, anmeldelser for vold og tvivlsom opførsel.

Det har været nogle voldsomt dårlige måneder for Danmarks bedste angriber og mest profilerede fodboldspiller Nicklas Bendtner.

Han har måttet hyre en professionel kriserådgiver til at skrive et åbent brev med beklagelser på egne vegne, og han er sigtet for at have gjort skade på flere biler under en bytur i Newcastle.

Opbakning fra Agger

Nu får han opbakning fra sin holdkammerat og anfører i efterårets landskampe.

"Jeg kender om nogen Nicklas Bendtner rigtig godt. Jeg ved, hvordan han er. Selvfølgelig er han ikke uden skyld i alle sagerne, men i mange af dem er der virkelig blevet kørt på. Han er sådan en person, der er nem at skyde efter. Han er overvåget 24 timer i døgnet, og han er et nemt offer, fordi han begår fejl som alle andre," siger Daniel Agger.

Han er for tiden det danske landsholds reelle anfører, fordi Christian Poulsen sidder på bænken på grund af først manglende spilletid i Liverpool og dernæst stor konkurrence fra William Kvist og Niki Zimling.

Ikke uden skyld

Selv om Agger forsvarer Nicklas Bendtner, erkender han, at Sunderland-angriberen, som er ejet af Arsenal, har lavet nogle store fejl.

»Det har været voldsomt på det seneste. Der har været mange episoder. Det er ikke kun én, og derfor siger jeg også, at han ikke er uden skyld, for selvfølgelig kommer det ikke ud af den blå luft,« siger Daniel Agger.

LÆS OGSÅ: Agger vred over anklager om arrogance