*

Landshold

Tyskland fortsætter stime med sen udligning mod Frankrig

De tyske verdensmestre har ikke tabt i 21 kampe. Tirsdag blev det til 2-2 på hjemmebane mod Frankrig.

Tysklands Lars Stindl (i midten) fejrer sit mål mod Frankrig. Foto: Roland Weihrauch/AP

De tyske verdensmestre i fodbold fortsætter en imponerede stime af kampe uden nederlag.

Tirsdag aften holdt det dog hårdt i en testkamp mod Frankrig. Her stod indskifteren Lars Stindl for udligningen til 2-2 i dommerens overtid.

Dermed har Tyskland nu spillet 21 kampe uden at indkassere nederlag.

To mål af Alexandre Lacazette sendte ellers Tyskland på kurs mod holdets første nederlag, siden netop Frankrig vandt over Joachim Löws tropper i semifinalen ved EM i 2016.

Men i sidste minut af kampen lykkedes det altså Lars Stindl at prikke udligningen ind på forarbejde af Mesut Özil og Mario Götze.

Fakta: Danmark og 29 andre lande er klar til VM i fodbold

Kampen må dog give anledning til panderynker hos Tysklands træner, Joachim Löw. Især i første halvleg af kampen var Frankrig altdominerende.

Lynhurtige Kylian Mbappé og Blaise Matuidi var konstante trusler mod det tyske mål.

Det var dog Alexandre Lacazette, der åbnede scoringen på flot forarbejde fra Anthony Martial i det 34. minut.

- I anden halvleg lykkedes det os at spille mere frit. Vi var i stand til at finde rummene og bruge dem bedre, siger Joachim Löw.

- Jeg sagde til dem i pausen, at de skulle bevare fokus og fortsætte med at arbejde, tilføjer han.

Tyskland kom bedre med efter pausen. Indskiftede Antonio Rüdiger burde have udlignet, da han blev spillet fri i feltet af Julian Draxler.

I stedet blev det Timo Werner, der stod for udligningen til 1-1 i det 56. minut på en kontra iscenesat af Mesut Özil.

Toni Kroos havde et skud på stolpen et kvarter senere, og pludselig lignede Tyskland et hold med greb om kampen.

Men i stedet scorede Alexandre Lacazette sit andet mål i kampen på en kontra.

Anthony Martial burde have gjort det til 3-1, men Kevin Trapp afværgede i det tyske mål.

I kampens overtid var det således i stedet Lars Stindl, der kunne udligne til kampens resultat.

Alligevel var den franske træner, Didier Deschamps, godt tilfreds med sine spillere efter kampen.

- Vi lavede mange gode ting mod det tyske hold. Vi havde fart og evner. Men de skabte også problemer, siger han.

- De er et klassehold. Vi er tæt på, men de er stadig foran os, indrømmer Deschamps.

/ritzau/Reuters
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV anbefaler
Annonce
Sport

Tilmeld dig Tipsbladet.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Tipsbladet.dk
Fodbold genveje
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her