*

Landshold

Danske fodboldtalenter stormer mod Europas top

Danmarks U21 -landshold viser i øjeblikket skræmmende styrke. Tirsdag gælder det Polen i EM-kvalifikationen.

Danmarks næste generation af fodboldstjerner fører sig i øjeblikket frem på den europæiske scene.

U21-landsholdet har i to år under landstræner Niels Frederiksen vundet 14 kampe, spillet en enkelt uafgjort og tabt to. Målscoreren er på svimlende 47-12.

Danmarks talenter har gang på gang demonstreret, at de kan slå de fleste nationer i Europa. Kun når modstanden er fra den allerøverste hylde - Tyskland og Italien - er det endt med nederlag.

- Det er et udtryk for, at vi har lagt ekstremt meget på i dansk talentudvikling de seneste fem til ti år, siger Niels Frederiksen.

- De danske klubber har udvidet faciliteterne og træningsforholdene ekstremt meget, og Dansk Boldspil-Union (DBU) har været gode til at præge talentudviklingen med en tydelig strategi.

- Når jeg får spillere ind på mit hold, så skal jeg mest finpudse ting. Jeg starter fra et helt andet udgangspunkt end førhen.

- Spillerne er dygtige med bolden, og vi har en klar idé. Det adskiller os fra mange andre nationer, der mere spiller på må og få, forklarer U21-landstræneren.

Mens U21-landsholdet lige nu er på vej mod den tredje EM-slutrunde i træk, så har de øvrige danske ungdomslandshold - U16, U17, U18 og U19 - ikke nær samme succes.

- Vi kan godt hænge lidt efter på de fysiske parametre på de unge landshold. Men det udligner sig i seniortiden, hvor vi så drager nytte af, at de har mødt fysisk stærkere modstandere, siger Niels Frederiksen.

Mens DBU har som et mål, at U21-landsholdet skal kvalificere sig til EM-slutrunder, så betyder det ifølge talentudviklingschef Flemming Berg knapt så meget, om de lidt yngre landshold kvalificerer sig.

- Danske drenge bliver lidt langsommere udviklet end drenge fra Sydeuropa, så når vi møder grækere, tyrkere og spanierne er de fysiologisk længere fremme end vores 16-årige drenge, så kampene er hårdere for dem.

- Vi vælger spillere ud fra potentiale, og at de først skal slå igennem, når de bliver ældre og kommer på U21- eller på A-landsholdet, siger Flemming Berg.

Dansk talentudvikling har især haft succes med at fokusere på at skabe kreative spillere, der kan begå sig i små rum. På det seneste har DBU forsøgt at lægge endnu et lag på talenterne.

- Vi vil gerne gøre spillerne mere komplette, så de kan tage dybe løb med masser af fart, siger Flemming Berg.

Det betyder, at spillerne i stedet for at modtage en aflevering i fødderne skal blive bedre til at se mulighederne for at tage løb frem i banen.

- Ser vi på det nuværende U21-hold, så har det mere dynamik og fart end det seneste hold, og endnu mere end det hold, der i 2015 nåede EM-semifinalen.

- Det U21-hold, vi har nu, det er godt nok spændende. Jeg ville ryste lidt, hvis jeg var modstander, siger DBU-chefen.

Interne beregninger i DBU viser, at U21-landsholdet aktuelt rangerer som det næstbedste hold i Europa, hvis Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) skulle udgive en opdateret rangliste i dag.

Der er dog en håndfuld nationer, der sandsynligvis er bedre end Danmark.

- De allerstørste nationer som Spanien, Frankrig, Tyskland, England og Portugal kan vi ikke hamle op med hver gang. De er bedre end os, og det vil de fortsat være.

- Men der ligger ikke nogen i laget lige under, som vi ikke mener, at vi ikke er mindst ligeså gode som, siger Flemming Berg.

- Kan vi være mellem nummer otte og ti Europa, så gør vi det godt, mener han.

Tirsdag klokken 18 gælder det Polen på udebane i EM-kvalifikationen, og med en sejr kan holdet tage et stort skridt mod EM i 2019 i Italien. Danmark har maksimumpoint efter de fire første gruppekampe.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV anbefaler
Annonce
Sport

Tilmeld dig Tipsbladet.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Tipsbladet.dk
Fodbold genveje
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her