*

Landshold

Hareide: »Irerne er lette at læse, men bliver svære at slå«

Det danske fodboldlandshold forventer at skulle bruge alle sine offensive værktøjer for at nedbryde de hårdtkæmpende irer.

Kasper Schmeichel (tv.) forventer nogle fysiske kampe mod Irland. Foto: Lars Poulsen

Mange år som professionel fodboldspiller har lært Kasper Schmeichel, at kampe sjældent bliver, som der forudsiges på forhånd.

Derfor var landsholdets målmand Kasper Schmeichel en smule påpasselig på fredagens pressemøde.

»Man skal passe på med at forudsige, hvordan kampe bliver spillet,« gentog han flere, når han blev spurgt ind til kampforløbet for lørdagens vigtige første VM-playoff-kamp mod Irland. 

Schmeichel husker især en kamp mod Albanien i forrige EM-kvalifikation, hvor alle forudsagde én ting, men hvor det endte med noget helt andet. Den danske landsholdsmålmand var derfor svær at få til at snakke i generelle vendinger om det irske hold, men når han gjorde lød det sådan her: 

»De irske fodboldspillere, som jeg har spillet sammen med, har altid været meget ens i deres måde at angribe fodbold på. De er typisk meget duelstærke, de har en enorm fightervilje og spiller med rigtig meget hjerte. Jeg kan godt lide dem, og jeg har nydt at spille sammen med irer. De er seriøse i deres arbejde, og så nyder de at have det sjovt,« sagde Kasper Schmeichel og tilføjede. 

»De irske spillere spiller i enten Premier League eller The Championship, så de er vant til store og fysiske kampe. Så det bliver helt sikkert fysisk, og hvis jeg var dem, så ville jeg da forsøge, at lukke Christian (Eriksen red.) ned. Jeg vil da ikke bryde mig om, hvis han har bolden alt for meget,« lød det fra Schmeichel. 

Landstræner Åge Hareide har på det seneste brugt lang tid på at analysere sig frem til en dansk gameplan mod Irland, og ifølge landstræneren har det ikke været svært. For irerne gør for det meste det samme. 

»Irerne er ret lette at læse. De ændrer ikke meget fra gang til gang. De er gode til at forsvare, og derfor må vi må bruge alt den angrebsmetodik, vi har, for at bryde dem ned. Det er vigtigt, at de ikke kan læse os, og vi har heldigvis spillere på vores hold, som kan gøre mange forskellige ting,« sagde Hareide. 

Hvis kampen skulle blive så fysisk som forventet, bør det heller ikke blive et problem for Danmark, mener Schmeichel. 

»Vi har vist, at vi også kan spille fysisk. Det gjorde vi mod Polen, hvor vi var rigtig gode i vores genpres,« sagde Schmeichel, der adspurgt, om 0-0 ville være et tilfredsstillende resultat lørdag aften, slog fast:

»Vi går ikke efter uafgjort, vi går efter at vinde. 0-0 vil være acceptabelt, men det er aldeles ikke det, som vi går efter,« sagde Schmeichel i en tone, der ikke efterlod et gram af tvivl hos tilhørerne.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV anbefaler
Annonce
Sport

Tilmeld dig Tipsbladet.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Tipsbladet.dk
Fodbold genveje
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her