Bendtner efter operation: Jeg kommer mig hurtigt
Nicklas Bendtner har fået opereret sit brækkede håndled.
Juventus-angriberen Nicklas Bendtner har fået hasteopereret sit håndled og regner snart med at være tilbage.
- Operationen gik godt. Jeg kan heldigvis komme mig hurtigt.
- Jeres tanker og støtte betyder alverden for mig. Jeg vil komme tilbage stærk og fokuseret, skriver Nicklas Bendtner på Twitter.
Fodboldspilleren brækkede håndleddet lørdag aften, da han gjorde comeback i Serie A-opgøret mod Sampdoria efter fem måneders skadepause.
Han blev skiftet ind i kampen efter 74 minutters spilletid, men nåede at komme til skade i den korte tid, han var på banen. Bendtner faldt uheldigt ned på jorden i en nærkamp med en af Sampdorias forsvarsspillere og brækkede håndleddet.
Forud for lørdagens indskiftning i nederlaget på 2-3 havde Nicklas Bendtner ikke spillet siden december, hvor han måtte udgå af en kamp i Coppa Italia med en operationskrævende lyskeskade.
I sin lange genoptræningspause kørte angriberen spirituskørsel i København, hvilket betyder, at han i øjeblikket er sendt på en tænkepause fra landsholdet.
Bendtner kom til Juventus sidste sommer på en etårig lejeaftale fra engelske Arsenal.