Besejret Ferguson: City fortjener titlen
Manchester Uniteds manager var fattet, efter Manchester City søndag vandt mesterskabet.
Manchester United-manager Alex Ferguson er overrasket over den vanvittige afslutning på Premier League, som betød, at rivalerne fra Manchester City vandt det engelske mesterskab på to mål i overtiden.
City vandt 3-2 hjemme over Queens Park Rangers, og det var akkurat nok til at sikre titlen på en bedre målscore end United, som vandt 1-0 ude over Sunderland.
- Jeg tror ikke, nogen havde forventet den afslutning. Alle forventede, at City ville vinde kampen, men det gjorde de mod 10 mand i over en halv time, og de fik fem minutters tillægstid til at hjælpe dem, siger Ferguson til BBC.
Vildt comeback
Queens Park Rangers fik vist en spiller ud efter 55 minutter, men kom alligevel foran 2-1 inden Citys vilde comeback i overtiden.
Trods den sindssyge afgørelse i slutminutterne, så var Ferguson høflig nok til at lykønske City med mesterskabet.
- I sidste ende var det skidt for Manchester United, men jeg ønsker City tillykke med mesterskabet.
- Det er ikke en let liga at vinde. Og enhver klub som vinder Premier League, fortjener det, for det er et langt sejt træk, siger Ferguson.
Vidste intet
United-spillerne var tilsyneladende ikke klar over stillingen i City-kampen, fortæller Ferguson.
- Jeg tror ikke, mine spillere vidste noget om stillingen til sidst. Jeg vidste det ikke, før Sunderland-fansene begynde at juble.
- Lige nu er de meget skuffede, og heldigvis for det. Det skal spillerne være.
- De gjorde det fremragende i dag. Indsatsen var god, og jeg er glad for vores præstation over hele sæsonen. 89 point vil oftest være nok til et mesterskab, men det var ikke vores tur til at vinde titlen i år, siger Ferguson.

Dansk stjerne satser stort på ny stil

"Vi vidste det ville koste menneskeliv"
Smartphonen bliver en arbejdscomputer
Smartphones og tablet-pc'er ved at overhale pc'en, når det gælder arbejdsopgaver. Læs artikel
Microsoft løftede sløret for ny Xbox
Ny Xbox skal være mere end bare en spillemaskine, fastslår Microsoft. Læs artikel
Arbejdsgivere: Trist dagpengeaftale
Cleveland-bortfører opfører sig mystisk
Manden, der anklages for at have kidnappet tre kvinder, tjekkes hvert 10. minut. Læs artikel




