Fortsæt til indhold
Fodbold

Medier revser passive United

Der er stor ros til Manchester City, og tilsvarende undren over United, i de engelske medier.

Manchester City tog mandag aften et stort skridt mod det engelske mesterskab, da de lyseblå City-spillere besejrede lokalrivalerne fra United med 1-0.

Resultatet betyder, at holdet med blot to kampe tilbage har overtaget føringen i ligaen. Begge Manchester-klubber har 83 point, men Manchester City har en målscore, der er 8 mål bedre end Manchester Uniteds.

I de engelske medier hyldes City, der har udnyttet en overraskende nedtur fra konkurrenten.

"Manchester City, der ofte bliver beskyldt for at være defensiv, greb chancen, mens normalt skarpe United var sløv," skriver Daniel Taylor fra The Guardian.

Målscorer på knæ

United har på fire kampe sat otte point til, og den overraskende førsteplads kunne ses på spillerne.

"Spillernes kropssprog, efter det sidste fløjt, viste alle, hvad det betød. Det er øjeblikke som disse, at Manchester City vil værdsætte, mens de nyder udsigten fra toppen af Premier League og soler sig i en sjælden form for eufori," skriver Daniel Taylor, der slår fast, at holdet er på vej mod et længe ventet mesterskab.

"Roberto Mancini kunne ses råbe mod skyerne. Vincent Kompany, som scorede det afgørende mål, var på knæ med knyttede næver. I det øjeblik vidste de, at mesterskabskampen var skiftet i deres favør, hvilket efterlader dem på randen til den første ligatriumf siden 1968."

Præget af nerver

På samme måde roses spillerne til skyerne i The Daily Telegraph.

"På en aften præget af nerver havde City brug for, at stærke mænd trådte i karakter. Over hele banen leverede Mancinis spillere varen," skriver Henry Winter, der var skuffet over udeholdet.

"City havde muligvis vundet uanset hvad, men Uniteds konservative tilgang gav hjemmeholdet taktstokken og dermed kun problemer for United."

Største kamp nogensinde

Hos BBC noterede Phil McNulty, at United ikke fik én eneste afslutning inden for målrammen.

"I en kamp med få chancer var City den største oplevelse, og holdet fortjente de tre point i, hvad der var blevet kaldt den største kamp i Premier Leagues 20-årige historie. United var derimod passiv, dårlig og manglede inspiration, trods hvad der var på spil, og holdet formåede ikke at få én eneste afslutning på mål," skriver han.