Agger: Jeg er ude i 4-5 uger
Aggers brækkede ribben kommer sandsynligvis ikke til at påvirke hans EM-forberedelse.
Danske landsholdstilhængere kan ånde lettet op i tilfældet Daniel Agger. Hans skade er ikke så alvorlig, at den bør svække hans form eller påvirke landsholdsanførerens forberedelser til EM-slutrunden, der begynder 8. juni.
»Jeg tror ikke, udsigterne er så lange. Forhåbentlig kan jeg spille igen i løbet af fire-fem uger,« siger Daniel Agger til jp.dk.
Det er ikke første gang, at han brækker ribben, og faktisk er det den gamle skade, der er brudt op igen.
»Jeg brækkede to i september, og det er et dem, jeg har brækket igen,« siger Daniel Agger og forklarer, hvordan det skete i kampen mod Cardiff.
»Det var lige i begyndelsen af anden halvleg. Jeg fik et skub i ryggen ved et hjørnespark og røg ind i manden foran mig, Da jeg ramte jorden, landede han oven på mig, og så skete det. Det var på samme måde, som da jeg brækkede ribbenet i september mod Tottenham.«
Spillede en halv time
Selv om Daniel Agger havde brækket ribbenet, formåede han at spille endnu en halv time af Liga Cup finalen, inden han med tre minutter tilbage af kampen mod Cardiff lod sig udskifte.
»Det var min stædighed, der gjorde, at jeg kunne gøre det, men jeg burde have været gået ud noget før. Man kan ikke spille på samme niveau med et brækket ribben. Det kan man bare ikke,« fortæller Daniel Agger og siger, at han traf beslutningen om at lade sig udskifte, da han ikke kunne løbe ordentligt eller springe i slutningen af opgøret.
God periode
Han ærgrer sig selvfølgelig over, at han er blevet skadet i sin bedste periode i Liverpool, men omvendt tror han ikke, at det påvirker ham i resten af sæsonen.
»Jeg må bare prøve at komme tilbage så hurtigt som muligt og formindske antallet af kampe, jeg misser. Så mange behøver det heller ikke at være, men det er da ærgerligt. Specielt at jeg ikke kan være med i kampen lørdag mod Arsenal.«