Saksespark afgjorde Manchester-derby
Wayne Rooney afgjorde lokalopgør med et smukt saksespark, der lugter af årets detalje i Premier League.
Det store Manchester-derby mellem ærkerivalerne fra United og City har alle dage været en spændingsmættet affære. Men i de senere år, hvor også Manchester City er begyndt at blande sig i toppen af Premier League, har opgøret mellem de to klubber fået en ekstra dimension.
Det gjaldt også lørdagens opgør på Old Trafford, hvor fem point på forhånd skilte holdene med hjemmeholdet Manchester United på førstepladsen og Manchester City på tredjepladsen.
Og et opgør, hvor der på forhånd var så meget på spil, kunne ikke være blevet afgjort på en smukkere måde end ved Wayne Rooneys perle af en saksesparkstræffer til slutresultatet 2-1.
Kompakte midtbaner
Kampens betydning satte sit præg på holdenes taktik og spillet fra starten af. Begge hold stillede op med kompakte midtbanekæder, og det var tydeligt, at det var her, kampen i kampen skulle udspille sig.
Hård fight og en del frispark var mere iøjnefaldende end kønt spil. Ingen af holdene formåede at tiltvinge sig et rigtigt overtag på midtbanen, og derfor bølgede det lidt frem og tilbage mellem de to felter.
Inde i felterne skete der ikke så meget. Manchester City havde godt nok en gigantisk chance for at begå en chokstart, da lidt småspil efter bare tre minutter sendte David Silva helt alene igennem i det lille felts højre side. Fra denne yderst fordelagtige position lykkedes det imidlertid for Silva at prikke bolden for yderligt forbi den fremadstormende United-målmand Edwin van der Sar, så den også gik forbi den fjerneste stolpe.
40 minutters ventetid
Først efter 40 minutter opstod der igen en oplagt målchance, og denne gang blev den udnyttet iskoldt. Blot fem boldberøringer skulle der til, for at hjemmeholdet flyttede bolden fra eget felt og op i Manchester Citys målnet.
Edwin var der Sar clearede en bold, Wayne Rooney vandt hovedstødsduellen midt på banen, Ryan Giggs lagde en fremragende førstegangsaflevering til den fremadstormende Nani, som tæmmede perfekt, overløb Pablo Zabaleta og udplacerede Joe Hart i målet.
Dermed var presset for alvor flyttet over på Manchester City. To offensive udskiftninger i 2. halvlegs førte kvarter gjorde en forskel.
Effektiv City-reserve
Èn af de to indskiftede var nemlig den tidligere Wolfsburg-bomber Edin Dzeko, og blot fire minutter efter sin indskiftning afsluttede han på et indlæg fra højre side. På vejen ramte bolden holdkammeraten David Silva i ryggen, snød Edwin van der Sar i United-målet, og så stod der 1-1.
Manchester United svarede igen ved at sætte Dimitar Berbatov på banen for at danne makkerpar med Wayne Rooney i front og dermed gå over i en mindre kompakt 4-4-2-opstilling. Dermed var det to væsentligt mere angrebsivrige hold der sluttede kampen, end dem der begyndte den, og det kunne ses.
Efter 77 minutter indtraf kampens detalje og afgørelse, da Nani smed et indlæg fra højre side over mod Wayne Rooney, der saksesparkede bolden helt op i venstre målhjørne.
Med 2-1-sejren cementerede Manchester United sin førsteplads i Premier League, mens Manchester City formentlig må indse, at de med et hul på otte point nu definitivt er ude af mesterskabskampen.