Fortsæt til indhold
Fodbold

Frank Arnesen tæt på HSV-fyring

Før sæsonens sidste kamp skulle Hamburger SV have snakket med tre afløsere for Frank Arnesen.

simon møbjerg sørensen, tipsbladet.dk

Snakkede om Frank Arnesens fremtid i Hamburger SV har kørt hele sæsonen. HSV-legenden Uwe Seeler har flere gange kritiseret Arnesen for sine indkøb, og Seeler har sågar nægtet at blive ærespræsident i klubben, så længe Arnesen sidder i sportsdirektør-stolen.

Nu skriver Hamburger Abendblatt, at HSV-ledelsen allerede har ført samtaler med tre kandidater til Arnesens job, og at danskeren dermed er tæt på en fyring et før, hans kontrakt løber ud. Favorit til at overtage posten er Andreas Rettig, der tidligere var sportsdirektør i Augsburg, og nu arbejder i en ledende stilling i det tyske fodboldforbund.

Missede Europa League

Hamburger SV spillede i weekenden sin sidste kamp i sæsonen, da holdet hjemme tabte 1-0 til Leverkusen. Dermed kvalificerede HSV sig lige nøjagtig ikke til Europa League, og det kan være med til at skubbe Arnesen ud i kulden.

Derudover har Arnesens personalepolitik været under heftig beskydning, siden han kom til klubben i 2011. Kritik af indkøbene har været en del af hverdagen for Arnesen, der nu også må lægge ører til kritik for, at han har tilbudt reservemålmand Jaroslav Drobny en kontrakt, der menes at være for dyr i forhold til hans værdi.

Arnesen selv afviser over for den tyske avis, at bestyrelsen har orienteret ham om deres planer om at erstatte ham med en anden.