Fortsæt til indhold
Fodbold

Eriksen før EM: Bedre end nogensinde

<p>Den danske Ajax-stjerne, Christian Eriksen, kan tage til EM med selvtilliden i top.</p>

20-årige Christian Eriksen har haft sit livs bedste sæson i Ajax Amsterdam, hvor han udover syv scoringer har bidraget til klubbens aktuelle førsteplads med 17 oplæg.

Ajax møder i aften Venlo på hjemmebane, og får danskerklubben, som har vundet 12 kampe i træk, blot ét point, er mesterskabet i hus.

"Jeg er godt tilfreds med sådan, som sæsonen har udviklet sig for mig. Når jeg gør status, så har det afgjort været min bedste sæson. Jeg føler, jeg har overskud og enorm selvtillid for tiden," siger Christian Eriksen til Ekstra Bladet.

Fantastisk position

Sæsonens 17 målgivende afleveringer placerer ham, som ligaens næstbedste i disciplinen. Kun overgået af Narsingh fra Heerenveen. Med et mesterskab, der med stor sandsynlighed havner i Amsterdam i aften, tør den unge offensivspiller godt gøre status for sæsonen.

Han mener, at nederlaget i Europa League til Manchester United på sær vis blev et vendepunkt for Ajax, der på et tidspunkt var 11 point fra førstepladsen.

"Vi fik selvtillid og begyndte at vinde kampene. Samtidig satte vores nærmeste konkurrenter point til, så vi nu står i en fantastisk position," siger han til Ekstra Bladet.