Fortsæt til indhold
Fodbold

Fenerbahces formand seks års i fængsel

Formanden i den tyrkiske fodboldklub er bl.a. dømt for matchfixing.

Ritzau

En tyrkisk domstol har idømt fodboldklubben Fenerbahces bestyrelsesformand mere end seks års fængsel for sin rolle i den store matchfixing-skandale, der har rystet tyrkisk fodbold.

Bestyrelsesformanden Aziz Yildirim, som hele tiden har nægtet sig skyldig, var blandt 93 andre tiltalte - herunder også spillere - som blev dømt i sagen.

En sag, der har været under skarp bevågenhed fra Uefa, som har lovet sanktioner mod de skyldige, og som handler om aftalt spil i en række kampe fra sæsonen 2010/11.

Dømt i to sager

Retten dømte Yildirim til tre år og ni måneders fængsel for sin rolle i matchfixing-skandalen og to år og seks måneders fængsel for at have dannet en illegal organisation, der beskrives som en "bevæbnet bande".

Trods den lange straf blev bestyrelsesformanden løsladt umiddelbart efter dommen, da han allerede har opholdt sig et år i fængsel.

Hundredvis af Fenerbahce-fans havde samlet sig uden for retsbygningen i det centrale Istanbul, mange iført klubbens blå og gule trøje, angiveligt for at fejre løsladelsen af Yildirim.

Nyheden om straffens længde fik dog tilhængerne til at tie.

Razziaer førte til anholdelser

Skandalen rullede for første gang for et år siden, da politirazziaer førte til en lang række anholdelser, herunder bestyrelsesformanden, som blev anklaget for at være bandeleder, mens andre af anklagerne gik på matchfixing og bestikkelse.

Som en konsekvens af sagen udelukkede Uefa sidste år Fenerbahce fra deltagelse i Champions League. Den samme straf blev givet i år, men er dog efterfølgende blevet ophævet.

I januar forlod formanden og de to næstformænd deres job i det tyrkiske fodboldforbund (TFF) som en konsekvens af, at de ikke kunne enes om, hvordan klubber indblandet i matchfixing skulle straffes.