Fortsæt til indhold
Fodbold

Målmandshelt fik Bayern i finalen

Bayern München er i Champions League-finalen efter fabelagtig semifinale.

Bayern München er favorit til at vinde fodboldens vigtigste klubtrofæ i 2012.

Efter en forrygende semifinaleserie er stærke Real Madrid ryddet af vejen. Nu venter karantæneramte Chelsea i finalen den 19. maj. Læg dertil, at den spilles hjemme i Bayerns lune grotte på Allianz Arena i mammut-øllenes hovedstad.

Der måtte en blanding af vidunderlig fodbold og dernæst spænding til før vinderen var fundet. På urimelig vis efter en omgang fodbold-lotto fra 11 meter i en straffesparkskonkurrence.

I den duel var Bayern bedst og dermed klar til at vinde sin femte mesterliga-titel i historien.

Tre brændte Real-straffe

Helt uhørt brændte Reals stjerner tre gange på fire spark. Såmænd også Ronaldo, der ellers havde scoret på 26 straffespark i træk inden det famøse spark onsdag aften. Men på denne vanvittige aften kunne heller ikke han passerede Manuel Neuer, den nye tyske wunderkind, der med hastige skridt nærmer sig verdens bedste målmænd. Neuer snuppede straffespark fra både Ronaldo og Kaka, mens Sergio Ramos høvlede sit forsøg langt over mål.

Kampen gav advarsler til Bayern-spillerne Holger Badstuber, Gustavo og David Alaba, der således sparede sammen til karantæne og således misser den ellers største kamp i deres karriere. Gustavos gule kort var helt efter bogen, mens det var ulykkeligt og dybt urimeligt, da Alaba fik advarsel, da han gled i forbindelse med Real Madrids straffespark.

Hårdt dømt?

Som det hør og bør sig efter snart enhver topkamp var der masser af diskussionsstof. Var det ikke lidt hårdt dømt, da Real fik straffespark allerede i det femte minut? David Alaba gled og bolden ramte hans hånd. Tydeligvis ikke med vilje, men omvendt pådrog han sig en fordel.

Den grusomme indledning trak sine spor og tyskerne tumlede rundt ved Ronaldos 2-0 scoring kort efter.

For anden dag i træk var en ydmygelse under opsejling. Men Bayern München er i lighed med Chelsea et klassehold, om end Bayern spiller fodbold fremme på modstanderens banehalvdel og ikke inde fra bunden af en rævehule.

Seværdig kamp

Tyskerne kom i gang og bidrog derfra til en af de mest seværdige fodboldkampe i umindelige tider. Tilsat dramaet, da Pepe nok engang tog sig en negativ rolle. At se den kronragede Real-forsvarer i aktion er fremdeles som at kigge ned i en fyrværkeri-fontæne. Hans umotiverede angreb på Mario Gomez var ikke bare klodset, men også dummere end dommere tillader. Straffespark, 2-1 allerede efter 27 minutter og Pepe i velkendte gestikulationer over sin karrieres justitsmord nummer 54.000.

Udligningen af resultatet fra den første kamp placerede en anelse elastik i ryggen på de 22 spillere. Risikoen for at blæse frem var trods alt blevet for stor. Ikke at de to hold stillede sig ned og passede på. De angreb lystigt og tjente bunker af sympati derpå. Det var bare ikke med samme nærmest ukontrollerede offensiv som før pausen.

Uforudsigelig dommer

Imens fløj dommer Kassais kendelser i alle retninger og bidrog ufrivilligt til et aldeles uforudsigeligt drama.

Selvfølgelig skulle der forlænget spilletid til efter 180 helt lige minutter i München og Madrid. Med Bayern som det bedst spillende hold begyndte kvaliteten at forlade kampen. Trætheden satte ind efter et heftigt løbearbejde fra begge hold.

Den chanceløse forlængelse skulle bare overstås, så de 10 spillere kunne gå frem til straffesparksplettet og afgøre sagen, der fik dette dramatiske forløb:

0-1 Gustavo, Bayern scorer

0-1 Ronaldo, Real brænder

0-2 Gomez, Bayern scorer

0-2 Kaka, Real brænder

0-2 Kroos, Bayern brænder

1-2 Alonso, Real scorer

1-2 Lahm, Bayern brænder

1-2 Ramos, Real brænder

1-3 Schweinsteiger, Bayern scorer og Bayern er i finalen.