Fortsæt til indhold
Fodbold

Fodboldspiller død af hjertestop

Alle kampe i Serie A og B i denne weekend er udskudt efter tragisk dødsfald.

Endnu en tragedie ramte lørdag den internationale fodboldverden, da Piermario Morosini døde af et hjertestop, som han fik under en kamp i Serie B, den næstbedste italienske fodboldrække, mellem Livorno og Pescara.

Spilleren fik med det samme hjertemassage og blev efterfølgende i al hast kørt på hospitalet.

Men ifølge den italienske avis la Gazetta dello Sport var han død, da han ankom til hospitalet.

"Han fik et hjerteanfald. Ulykkeligvis var han død, da han ankom til hospitalet," siger Dr. De Blasi fra det lokale hospital i Pescara.

Forsøgte at redde ham

Selv om fodboldspilleren blev bragt til hospitalet, og det lægelige personale længe arbejdede på at gøre noget for ham, var der intet at stille op. Ifølge lægerne fik han først et hjerteanfald, som førte til et hjertestop.

"Da jeg kom ind på banen, var hans hjerte og vejrtrækning gået i stå. Vi gav ham hjertemassage i halvanden time, men der var ikke noget at gøre," siger en læge med efternavnet Paloscia til det italienske nyhedsbureau Ansa.

Han var på stadion som tilskuer og forsøgte med det samme at genoplive Morosini.

Ifølge Pescaras direktør Danilo Iannascoli var Livorno-spilleren stadig ved bevidsthed, da han blev ført ind i ambulancen.

- Han så mig i øjnene, da han kom ind i ambulancen, fortæller Iannascoli til tv-stationen Sky.

Alle kampe udskudt

Kampen blev aflyst, og det vides endnu ikke, hvornår den eventuelt skal spilles.

Dødsfaldet betyder ifølge nyhedsbureauet Reuters, at alle kampe i Serie A og Serie B udskydes på ubestemt tid.

Episoden kommer kun en måned efter, at Fabrice Muamba fik hjertestop under en fodboldkamp i England. Modsat Piermario Morosini overlevede han dog og er i dag i bedring. Tidligere er bl.a. spanske Antonio Puerta død af hjertestop under en fodboldkamp.