Fortsæt til indhold
Fodbold

Schmeichel hyldes på Old Traffords 100-årsdag

Fredag er det 100 år siden, at portene for første gang blev åbnet til et af verdens mest traditionsrige stadioner.

AF MARTIN DAVIDSEN, TIPSBLADET.DK

Det er en mærkedag i Manchester i dag. Den 19. februar 1910 blev Manchester Uniteds hjemmebane nemlig indviet i forbindelse med en kamp mellem United og Liverpool, hvor 45.000 tilskuere så United sætte en 3-0-føring over styr.

"Banen er så fin og glat og så grøn som et billard-tæppe," lød beskrivelsen dengang i Manchester Guardian.

Det er 100 år siden i dag, og det fejres naturligvis i den United-glade del af Manchester. Avisen Manchester Evening News har sendt en 48-siders special-udgave på gaden i forbindelse med jubilæet, mens Manchester Uniteds officelle hjemmeside har talt ned til dagen gennem 100 artikler i løbet af sæsonen.

Schmeichel på drømmehold

I forbindelse med Old Trafford-jubilæet har Manchester Evening News bedt sine læsere sende forslag til et all-time-Manchester United-hold, og der er kommet over 6.000 bud på Drømmeholdet fra Drømmenes Teater.

Ufatteligt mange store spillere har spillet i den røde trøje på Old Trafford, og der har været et panel af eksperter til at supplere læsernes forslag. Blandt de mange bud og forslag er Manchester Evening News kommet frem til følgende hold baseret på 100 års fodbold på Old Trafford:

Peter Schmeichel - Roger Byrne - Duncan Edwards - Rio Ferdinand - Denis Irwin - Roy Keane - Bryan Robson - Ryan Giggs - George Best - Denis Law - Bobby Charlton

Den opmærsomme læser har bemærket det danske islæt på holdet, og Peter Schmeichel var faktisk målmand på 98 procent af de indsendte forslag til århundredets hold. Det er også værd at bemærke, at Schmeichel er eneste ikke-brite på holdet, hvor der ikke har været plads til stjerner som Eric Cantona, David Beckham og Cristiano Ronaldo.

Kun to læsere ramte det ovenstående hold præcist og er blevet præmieret med to VIP-billetter til årets Carling Cup-finale.

Leveret af tipsbladet.dk