Olsen: Eriksen har ikke fundet formen
Landstræneren håber, at Christian Eriksen finder formen, inden EM slutter.
Resultatet var udmærket, benene til gengæld tunge hos flere af spillerne, og en stribe spørgsmål får stadig stå ubesvarede hen.
Intet af det hensatte dog Morten Olsen i panik, ja landstræneren var såmænd ganske fortrøtningsfuld efter sejren på 2-0 over Australien i den sidste testkamp inden afrejsen til Polen.
Til gengæld var Morten Olsen helt klart i mælet, hvad angår formen hos Christian Eriksen, der er udset til at spille en afgørende rolle ved EM i det offensive spil:
"Christian har ikke fundet formen endnu, det er vist tydeligt for enhver. Jeg vil ikke komme ind på, hvor problemet ligger, men vi arbejder knaldhårdt på alle parametre - både de mentale og det spillemæssige. Og hvis Christian ikke finder formen til den første kamp, arbejder vi stadig for at han finder den til den næste eller næste igen. Vi håber bare, at det bliver, inden EM slutter. Det er mennesker, vi arbejder med, man kan ikke bare trykke på en knap, og så fungerer det," sagde Morten Olsen efter endnu en bleg indsats fra Christian Eriksen - dog tilsat en genial hælaflevering, der via et straffespark førte til Danmarks første mål.
Bendtner brændte chancerne
Heller ikke Danmarks anden afgørende offensive spiller leverede en god kamp. Nicklas Bendtner brændte et par åbenlyse chancer, ville vist gerne have sparket straffesparket, men fik ikke lov, og efter kampen havde Bendtner i modsætning til resten af holdet travlt med at komme ned i omklædingsrummet.
"Han kunne godt have lavet et par mål i dag, men igen - skarpheden mangler. Da han er helt fri, skal han selvfølgelig som minimum sparke inden for rammerne. Det er han naturligvis skuffet over, men Nicklas var nok også lidt tung i benene i dag," sagde Morten Olsen.
Agger ville ud
Og det var en generel problemstilling, det her med de tunge ben, fortalte landstræneren. Den hårde træning i landsholdslejren havde sat sig i benene på flere af spillerne, og selv Daniel Agger bad om at bliver taget ud i pausen, afslørede Olsen.
"Vi havde regnet med, at det var doseret, så det passede, men det lykkedes så ikke helt med henblik på denne kamp. Men nu bliver træningsmængden også sat ned, og vi kommer til at arbejde mere med eksplosivitet. Så skal benene nok være friske til den første kamp. Det er slet ikke noget problem," sagde Morten Olsen.
Han glædede sig over sejren, sejre er altid gode, og han glædede sig over, at William Kvist, der er en nøglespiller for Morten Olsen, fik 80 minutters kamp i benene. Og så fremhævede Morten Olsen igen Simon Poulsen for en god indsats på venstre back, ligesom Stephan Andersens fine målmandsspil blev fremhævet.