Plat eller krone afgjorde semifinalen
1968 var året, da en af finaledeltagerne blev fundet uden bold.
Forestil dig, at året er 1992. 2-2 er resultatet efter forlænget spilletid i Danmarks semifinale mod Holland under EM. Kampen skal afgøres uden spillere på banen.
Anfører Lars Olsen og hollandske Ruud Gullit er forsvundet ned i spillertunnelen sammen med dommeren. Vinderen skal findes ved hjælp af et møntkast.
Heldigvis blev semifinalen i 1992 afgjort på mere retfærdigvis end ved hjælp af en gammel 10-franc, men netop sådan blev EM afgjort i 1968, da straffesparkskonkurrencer endnu ikke var opfundet.
Dengang blev den italienske nation samlet ved hjælp af et møntkast.
Sultne italienere
Italien var værtsnation for EM, og den italienske befolkning forventede resultater af landsholdet, der ikke havde præsteret i årevis.
I 1966 var de blevet modtaget med æg, rådne tomater og sarkastiske tilråb, da de vendte hjem fra VM efter at være blevet slået ud i kvartfinalen mod det undervurderede Nordkorea.
Så ved EM i 1968 skulle skaden gøres god igen, og Italien nåede semifinalen, der skulle spilles mod Sovjetunionen.
0-0
På en regnvåd bane i Napoli satte Sovjetunionen sig på kampen med stor angrebsvilje.
Italien kunne ikke få spillet til at fungere. Det hjalp ikke, at midtbanespilleren Gianni Rivera blev skadet efter fem minutters spil og resten af kampen måtte spille med en lårskade, fordi det ifølge reglerne ikke var tilladt at skifte spillere ud. Kampen blev en af de mest defensive, nogensinde set ved et EM.
Italienerne pakkede sig sammen i forsvaret, og trods 16 hjørnespark lykkedes det ikke Sovjetunionen at score. Den tyske dommer Kurt Tschenscher måtte fløjte kampen af 0-0.
Afgjort ved plat eller krone
Nationerne måtte ud i forlænget spilletid, og Sovjetunionen fortsatte presset. Det var dog italienerne, der kom tættest på sejren, da Angelo Domenghini to minutter før tid var tæt på at afgøre kampen med et skud på stolpen.
Det betød, at de to landes kaptajner måtte gå ned i spillertunnelen og afgøre striden ved hjælp af møntkast. Den russiske kaptajn Albert Shesternev måtte vælge mønt og besluttede sig for en fransk 10-franc fra 1916.
Italienske Giacinto Facchetti valgte krone.
Det skulle vise sig at være det rigtige valg. Sekunder senere vendte kronen opad på håndryggen af dommer Kurt Tschenscher.
I finale efter 30 år
Italien var i den første finale i 30 år efter en afgørelse på plat eller krone. Alle kunne se komikken i, at Sovjetunionen blev slået ud af symbolet på kapitalismen: en mønt.
Møntkastet mødte da også modstand.
”At lodtrækning overhovedet bliver anvendt ved et europamesterskab er en hån mod sporten som ide,” sagde præsidenten for det sovjetiske fodboldforbund Valentin Granatkin efter kampen.
Jugoslavien i finalen
Det blev sidste gang, at møntkastet blev anvendt ved EM. Straffesparkskonkurrencen afløste møntkastet.
Det heldige møntkast sendte Italien i finalen mod Jugoslavien, der havde slået England i den anden semifinale.
Finalen skulle afgøres på Stadio Olimpico i Rom den 8. juni, men det skulle vise sig at tage sin tid at finde europamestrene.
Hjemmedommer
Kampens dommer var schweiziske Gottfriend Dienst, der blev anset for at være en af de mest udprægede hjemmebanedommere. Efter 25 minutter skulle det vise sig at være sandt.
Dommeren fløjtede ikke, selv om der klokkeklart blev spændt ben for Miroslav Pavlovic i Italiens straffesparksfelt, men Jugoslavien lod sig ikke slå ud.
I slutningen af første halvleg scorede Dobrivoje Trivic og bragte jugoslaverne foran. I anden halvleg var Jugoslavien igen mest målsøgende og kreative og havde masser af chancer.
Men 10 minutter før tid begik Blagoje Paunovic et tåbeligt frispark på kanten af feltet, da han sprang op på ryggen af Giovanni Lodetti. Italienerne udnyttede chancen, og Angelo Domenghini sendte bolden gennem et hul i muren. Stillingen var 1-1.
To gange finale
De 90 minutter gik, uden der blev scoret mere. Heller ikke i den forlængede spilletid blev der scoret, og Uefa måtte stable en ny kamp på benene to dage senere. Man ville ikke afgøre finalen med et møntkast. Finalen blev spillet den 10. juni 1968. Denne gang valgte Italien at udskifte hele fem pladser. Hele midtbanen stod for tur. Jugoslavien valgte derimod kun at skifte ud på en enkelt angrebsplads.
Gottfriend Dienst fik ikke lov at dømme her. Han blev udsat for megen kritik af sin indsats i den første finale. Dommer blev i stedet spanske Jesus Maria Ortiz de Mendibil.
Med udskiftningerne matchede italienerne jugoslaverne. Det blev en spændende kamp. Efter 12 minutter scorede Luigi Riva. Det skete, fordi linjedommeren overså en klar offside.
Italien vinder
Italienerne var blevet aggressive, mens jugoslaverne var trætte efter kampen to dage forinden. Efter 32 minutter scorede Pietro Anastasi med en straks vrist. Det lykkedes ikke for Jugoslavien at score i kampen, og Italien vandt sit første trofæ i 30 år.
Italien var hjulpet både af dommerheld og publikum i ryggen, men stoltheden i landet var stor. I Italiens førende sportsblad La Gazetta dello Sport stod der: ”La Squadra Azzura er blevet genfødt. Efter 30 års skuffelser er Italien igen på toppen.”
Historien om indførelsen af staffesparkskonkurrencen kan læses her