Klopp efter Liverpool-sejr: »Bayern tabte, hahahaha«
Liverpools manager Jürgen Klopp var i godt humør efter onsdagens sejr over Manchester City
Liverpools manager Jürgen Klopp havde en rigtig god onsdag aften. Hans eget hold fik revanche efter weekendens Liga Cup-nederlag, da de slog Manchester City med hele 3-0.
Samtidigt tabte både Arsenal og Tottenham deres kampe samme aften, og derfor blev den tyske manager spurgt om, hvad det betyder for hans klubs målsætning resten af sæsonen.
Liverpool ligger efter 28. runder på en ottendeplads – seks point fra den Champions League-givende fjerdeplads.
Men Jürgen Klopp havde ikke hørt om de andre resultater i Premier League. Han havde til gengæld hørt, at hans tidligere rivaler fra Bayern München hjemme havde tabt til Mainz, hvilket han tydeligvis var godt tilfreds med.