Fortsæt til indhold
Fodbold

Andre end Emil Larsen har haft et anstrengt forhold til egne fans

Både Ronaldo den ældre, David Beckham og Stefan Effenberg har trukket langemand mod egne fans.

OB's offensive profil Emil Larsen er havnet i den sorte gryde hos klubbens fans og i offentligheden efter sin udmelding på direkte tv om, at de blåstribede supportere ikke kan lide ham, og at han heller ikke kan lide dem.

Men midt i hele polemikken om, hvorvidt en spiller kan tillade sig at være så bramfri og ærlig i sit syn på klubbens tilhængere, kan Emil Larsen søge en smule trøst i, at han er havnet i bås med en række både kæmpestore og mindrestore fodboldstjerner, som alle har givet råt for usødet for provokerende opførsel hos dem, som egentlig skulle støtte holdet og klubben. Hertil kan lægges en enkelt international dommer, som tabte det kølige overblik.

I sidste uge var det den brasilianske spiller Fabricio fra topklubben International, som fik nok af negative reaktioner fra fansene. Han gad ikke længere høre på deres nedladende tilråb og løb over til deres fanafsnit og flikflakkede hele to langefingre - og fik det røde kort straks efter for sin fingergymnastik. Herefter rev han sin trøje af og løb ned i spillertunellen, mens han råbte: "jeg skrider, jeg skrider,". Hans opførsel fik ikke ligefrem klubpræsident Vitorio Piffero til at bryde ud i jubel. Den hidsige spiller er blevet suspenderet, og hans fremtid i klubben er mere bleg end en hvidkalket væg.

I Tyskland er begrebet "Doing an Effe" blevet et populært udtryk, efter at den temperamentsfulde midtbanespiller Stefan Effenberg under VM i USA i 1994 begik karrieremæssigt selvmord som tysk landsholdsspiller. I vrede over at blive skiftet ud i opgøret mod Sydkorea, gav han fingeren til de jublende tyske fans, og kyssede dermed farvel til flere kampe på landsholdet.

David Beckham i den engelske landsholdstrøje.

Et andet koryfæ, som mistede kontrollen over langefingeren, var David Beckham. Det engelske ikon blev så vred over en byge af skældsord fra de medrejsende, engelske fans efter et udebanenederlag til Portugal, at de fik serveret en fuckfinger tilbage som svar på deres beskidte ordgylle.

Englands daværende manager, Kevin Keegan, sagde efterfølgende, at han skammede sig over opførslen hos holdets fans, som bl.a. råbte grimme ting om Beckhams søn.

Midt i selskabet af ophidsede fodboldspillere har der også sneget sig en enkelt dommer ind. Og det er ikke mindre end den normalt rolige og velovervejede schweizer Massimo Busacca, som i 2014 var manden med fløjten i Champions League-finalen.

Hans rolige gemyt kogte dog over i en pokalkamp mellem Young boys og FC Baden, hvor han gav fingeren til de medrejsende fans fra Bern. Han måtte efterfølgende undskylde sin opførsel, som han sagde skyldes lidt for mange skældsord og ukvemsord fra lægterne.

De to skotske landsholdsspillere Barry Ferguson og Allan McGregor fik på den mest eftertrykkelige facon smadret enhver fremtid på landsholdet, da de i 2009 havde valgt at tage på en seriøs druktur dagen inden en VM-kvalifikationskamp mod Island.

De to drukhoveder var derfor placeret på bænken, og det var de drukhoveder bestemt ikke tilfredse med. De viste deres udelte utilfredshed ved at gøre omvendt V-tegn (samme betydning som en fuckfinger) foran deres ansigter under store dele af kampen. Og således døde deres karriere på det skotske landshold.

Ronaldo den ældre og lidt tykkere.

Ronaldo den ældre, som sluttede sin lange og imponerende karriere i Corinthian i hjemlandet, tabte også besindelsen, da klubbens fans hånede ham for en række fæle afbrændere i en ligakamp mod Barueri.

Efter kampen kogte det hele over, da den tidligere verdensstjerne på vej til spillerbussen blev møde at vrede fans. Som svar på gav han de ophidsede tilhængere fingeren. Der måtte både politi og militær til at dæmpe gemytterne, og Ronaldo måtte køres væk i en tilkaldt bil

»Vi skal videre nu. Vi har en spændende kamp på onsdag. Det bliver fedt, og den skal have fuld skrue,« siger AGF-anføreren. Arkivfoto: Claus Bonnerup

I Danmark forkortede AGF's Osama Akharraz sin karriere i klubben, da han i en kamp mod Viborg gav sine egne fans fingeren.

Grunden var ifølge Osama Akharraz, at de havde råbte skældsord efter ham. Efterfølgende beklagede han episoden og gav både klub og fans en undskyldning.