Fortsæt til indhold
Fodbold

Zlatan vil have svensk scoringsrekord

Zlatan vil spille for Sverige så længe, han er aktiv, og han vil sætte rekord

Ritzau

Den 31-årige svenske angrebsstjerne Zlatan Ibrahimovic har planer om at blive den mest scorede for landsholdet nogensinde.

- Jeg har ingen planer om at stoppe på landsholdet. Jeg bliver ved så længe, jeg er aktiv. Jeg går efter at blive den mest scorende for landsholdet i historien. Jeg er 11 mål efter rekorden.

- Jeg håber at klare det, og at vi kvalificerer os til VM i Brasilien næste år. Så længe jeg er aktiv, så spiller jeg for Sverige, siger han ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

I øjeblikket er Sven Rydell Sveriges mest scorende med 49 mål, mens Gunnar Nordahl er noteret for 43 scoringer på andenpladsen.

Ibrahimovic har scoret 39 gange for Sverige - de seneste fire mål kom i efteråret i samme kamp. Det var i en testkamp mod England, hvor han blandt andet lavede et af årets flotteste mål på et saksespark langt ude fra.