Henrik Jensen er ny træner i Frem
Den tidligere Brøndby-træner skal hjælpe Frem med at stabilisere sig i 2. division.
Den tidligere Brøndby-træner Henrik Jensen, som siden oktober 2011 har været ledig på trænermarkedet, er tilbage i job.
Denne gang for 2. divisionsklubben Frem, som har skrevet en toårig kontrakt med den tidligere træner for AB, Køge, AC Horsens og senest Brøndby IF.
Selvom Henrik Jensen kommer fra en fortid i Superligaen, er det ikke hans ambition, at få Frem op i en bedre division.
"Opgaven bliver at stabilisere os i 2. division. Vi skal kæmpe om placeringerne i række med mange rigtig gode fodboldhold. Vi kommer nok ikke til at dominere," siger Henrik Jensen på klubbens hjemmeside.
Godt ambitionsniveau
I 2010 blev Boldklubben Frem tvangsnedrykket fra netop 2. division til Københavnerserien på grund af konkurs.
Efter to oprykninger er klubben nu tilbage i divisionerne. Og den placering passer Henrik Jensen godt.
"Frem passer glimrende til mit ambitionsniveau. Jeg har stadig masser af mål som træner, men har også brug for at komme lidt væk fra rampelyset," siger han.