Randers-chef: Mere forløsning end glæde
Randers FC's direktør er stolt over, at klubben stod for presset og rykkede op i Superligaen.
Jacob Nielsen har flere gange kritiseret Randers FC's præstationer i denne sæson.
Fodboldklubbens direktør var heller ikke overstadig, men dog tilfreds, da Randers FC fredag aften rykkede op i Superligaen med en 3-1-sejr hjemme over AB.
- Det er mere en forløsning end en glæde, siger Jacob Nielsen til TV2 Sport.
Voldsom slingrekurs
Randers FC var på et tidspunkt på voldsom slingrekurs i foråret, hvor kun konkurrenternes lige så svingende resultater holdt klubben på andenpladsen i den næstbedste fodboldrække.
Fire sejre i træk gør Randers til oprykker sammen med Esbjerg, og dermed har Randers levet op til sin pligt, siger Jacob Nielsen.
- Ja, det har vi vel et eller andet sted. Både i forhold til vores omgivelser og os selv. Der har været op- og nedture, men vi har hele tiden ligget i toppen.
- Det kunne godt have været bedre, men jeg er såmænd stolt af det, vi har præsteret, siger Jacob Nielsen.
Randers FC rykkede i sidste sæson ud af Superligaen på sidste spilledag, men klubben er altså tilbage i den bedste række efter et års fravær.