Fortsæt til indhold
Fodbold

Fodboldveteraner hjælper hjemløse

Koryfæer sparker fodboldtræningen for udsatte og hjemløse i gang.

Navne som John ”Faxe” Jensen, Jesper Grønkjær, Kent Nielsen og Martin Jørgensen er alle med til at sætte skub i et nyt fodboldprojekt rettet mod hjemløse og socialt udsatte.

Organisationen bag hedder Ombold, og projektet går ud på, at der arrangeres en ugentlig fodboldtræning for udsatte og hjemløse i foreløbigt otte forskellige steder i landet.

Sjovere tilværelse

”Dermed får ca. 5.000 hjemløse og udsatte mulighed for at træne og spille fodbold i fællesskab uden at være medlemmer af en forening,” lyder det i en pressemeddelelse, hvor Flemming Povlsen fortæller om sine overvejelser, før han sagde ja.

”Det er oplagt for mig at være med til at lancere dette projekt, som er helt i min ånd. Ombold Lokalt kan for disse mennesker – som fodbold så ofte har været det – blive et springbræt til en sjovere tilværelse,” siger Flemming Povlsen.

Kendte hjælper

Projektet sparkes i gang den 8. maj af Per Frimann og John ”Faxe” Jensen, som agerer gæstetrænere.

Det er nemlig planen, at projektet skal sparkes godt i gang ved at de faste trænere assisteres af kendte fodboldspillere eller trænere for at give spillerne en oplevelse.